Enstemmigt farvel til 111 år gammel brugsforening

Tommerup St.

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Omkring 100 medlemmer var mødt op til ekstraordinær generalforsamling i Superbrugsen Tommerup St. og Omegn, og alle sagde ja til ny forening uden butiksdrift og nye vedtægter.

Du skal belave dig på, at der godt kan mangle varer på hylderne, når du i den kommende tid kommer ind i Superbrugsen i Tommerup St. for at handle. Det er allerede begyndt at sætte sine spor, at butikken har stoppet den automatiske opfyldning af hyldevarer og i stedet er gået over til manuel bestilling. Det kan betyde, at der ikke er mere af lige nøjagtig det mærke, du plejer at købe, men du vil som regel kunne regne med, at basisvarer som mel og sukker er til at få.

Brugsen er i nedlukningsmode. Cirka 20. april vil det være slut, oplyser formand Peder Vester Henriksen efter den ekstraordinære generalforsamling mandag aften med deltagelse af omkring 100 medlemmer heraf 75 stemmeberettigede.

De sagde alle, med undtagelse af en, der tilsyneladende havde tabt sin stemmeseddel på gulvet, med enkelte tilrettelser ja til de vedtægtsændringer, der skal ændre foreningens formål fra at drive dagligvarehandel med de bedst mulige priser for medlemmerne, til at være udlejer af de tidligere brugsbygninger, og sandsynligvis brændstofsælger. Det sidste er ikke helt på plads endnu, fortæller Peder Vester Henriksen.

  • Vi skal finde ud af, hvad vi kan. Vi vil gerne fortsætte, men der er nogle forhandlinger i forhold til at komme ud af aftalen med Coop, siger han.

Frem mod påske vil butikken tage sig ud, nogenlunde som vi kender den, ud over devarer, der som nævnt kan mangle. Men herefter handler det om at få solgt ud, så der vil komme prisnedsættelser.

  • Det bliver tomt, men ikke på tobak og apoteksvarer, som vi ikke må sætte priserne ned på, siger Peder Henriksen.

Medlemmer flyttes

Som formand bliver det hans opgave at pege på, hvor de 1800-1900 medlemmer skal flyttes hen. – Jeg har ikke besluttet mig, men hvis jeg for eksempel synes, de skal til Knarreborg Brugsforening, så bliver man kontaktet af Coop efterfølgende.

Selv om medlemmerne flyttes i brugsregi, håber bestyrelsen, at de samtidig vil bakke op om den nye forening i stationsbyen, som ud over de nævnte opgaver også i det omfang, der er økonomi til det, vil bidrage til lokalsamfundet på forskellige måder.

  • Måske bliver der også medlemsfordele i forhold til den nye købmand på matriklen. Det har vi set andre steder, fællesspisningen, som er etableret i et samarbejde med brugsen, kunne også være et sted, hvor et medlemskab kunne afføde noget, siger Peder Henriksen, og nævner, at der i første omgang ikke er lagt op til, at det skal koste noget at være medlem.

Ny butik – måske til juni

Der er med formandens ord en frygtelig masse ting, der skal styr på i den kommende tid i forbindelse med afvikling af den ene butik og overdragelse til en anden kæde.

Serviceaftaler skal opsiges, inventar skal ud og ind og ikke mindst skal der tages hånd om personalet. Så der vil gå to og en halv – tre måneder, før en ny butik slår dørene op, vurderer formanden.

– Hvis alt går vel, og vi finder løsninger, der er en forfærdelig masse overdragelse mellem Coop og Dagrofa, der skal falde på plads, så bliver det måske i juni, at der er sat et nyt skilt på facaden, siger han.

Del denne historie på: