Ejendomsmæglerkontor bliver til fem lejligheder

Tommerup St.

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Hans Storm vil forvandle etplanshus til fem lejemål opført i halvandet plan. Han venter bare på byggetilladelsen.

På hjørnet af Tallerupvej og Torvegade, hvor ejendomsmæglerfirmaet Home har holdt til i en årrække, er fem lejligheder på vej.

Det er Hans Storm A/S, der har overtaget ejendommen og vil forvandle det gullige etplanshus til fem lejligheder.

Når byggeriet lige nu står stille, skyldes det ifølge Hans Storm, at han venter på den endelige byggetilladelse fra kommunen. Derfor kan han heller ikke sige noget om, hvornår lejemålene er klar til indflytning.

De fire lejligheder i hovedhuset bliver treværelses med bruttoarealer mellem 81,6 og 97,8 kvadratmeter, i stueplan med terrasser, mens en svalegang i overetagen også fungerer som altan for lejlighederne der.

Tre eksisterende garager kommer også til at indgå i det færdige projekt, den øvrige kælderetage indrettes med såkaldt disponible rum. Den femte lejlighed indrettes over garagerne og bliver på godt 63 kvadratmeter fordelt på stue, soveværelse køkken og bad. Hertil er der en altan.

De fem lejligheder er langt fra de eneste, der er på vej i Tommerup St.

I september godkendte Miljø-, Teknik- og Planudvalget en lokalplan for en del af savværksgrunden ved smedevej hvor det er planen at opføre tæt-lav bebyggelse kombineret med bebyggelse i op til to plan.

Del denne historie på: