Brugsen: Ny mulig fusionspartner vil se fremgang

Tommerup St.

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Den gamle bestyrelse er tilbage efter ekstraordinær generalforsamling i Tommerup St. Brugsforening – nu er det op til kunderne at vise, at de vil deres brugs

Hvis du gerne vil have brugsen som indkøbsmulighed i Tommerup St. Så skal du bruge den nu. Den næste tid fremtid udgangen af juli er nemlig afgørende for, at den endnu hemmelige fusionspartner, som der lige nu forhandles med, vil kaste sig ind i projektet og investere i forretningen.

Det var beskeden til de fremmødte på endnu en velbesøgt ekstraordinær generalforsamling i sidste uge.

Bestyrelsen fortsætter

Ved den seneste ekstraordinære generalforsamling i april, da alle troede, at næste skridt var fusionen med Haarby, trådte bestyrelsen tilbage, og foreningen blev nedlagt. Da Haarby så til alles overraskelse sprang fra fusionsaftalen, stod forretningen i Tommerup St. nu i en situation ingen, heller ikke Coop, havde set før. Uden bestyrelse og uden forening bag sig.

Ved generalforsamlingen forleden var alt som før. Deltagerne blev lukket ind ved fremvisning af medlemskort, og den fratrådte bestyrelse sad for bordenden.

– Vi står her på baggrund af rådgivning fra Coops arbejdsgiverforening og advokater – vi er en forening og en bestyrelse, og vi står her også for at sikre, at vi har en brugs eller andet i fremtiden. Det er nu, vi skal handle. Vi er ikke insolvente og er ikke forpligtede over for kreditforeninger. Vores kreditorerer er i Coop og Brugsens Arbejdsgiverforening, fastslog formand Peder Vester Henriksen.

Brugsen eller Coop 365

Bortset fra, at der arbejdes videre med en anden brugsforening, som fortsat ønsker at være anonym, og at et alternativ kan være, at Coop selv driver forretningen videre, ved ingen, hvad fremtiden bringer. Om det bliver en Brugsen eller en Coop 365, der frem over skal dyste om kunderne med Rema1000 lige overfor.

Derfor blev der talt meget om et “madhus”. Og det kunne godt være en 365 med en person, der lejer sig ind med delikatesse/slagterafdeling, skitserede uddeler Jan Hansen, der selv foretrak en Brugsen, som giver mere frihed, men også godt kunne se sig i 365-løsningen.

– Vi kan ikke vælge og vrage. Den forening, vi snakker med lige nu, ser begge muligheder. For os som personale er det vigtigt at bibeholde arbejdspladser, for jer er det en indkøbsmulighed, sagde han.

Men ikke en hvilken som helst indkøbsmulighed. Et medlem gav udtryk for, at tre 365’er på stribe i Tommerup, Tommerup St. Og Vissenbjerg ville være lige i overkanten, og et andet medlem efterlyste flere af de kvalitetsvarer, hun oplevede, at brugsen tidligere havde haft, men som nu var er startet med nogle efter hendes mening dårligere varer med Coop-mærket på.

En ny i bestyrelsen

Peter Axel Nielsen havde ønsket at udtræde af bestyrelsen. I stedet meldte Dorte Salomonsen sig på banen, og dermed var bestyrelsen fuldtallig igen, idet Peder Vester Henriksen og Svend Erik Schmidt, der var på valg, begge ønskede genvalg.

– Så behøver vi ikke en stor afstemning, konstaterede ordstyreren uden at spørge, om der i forsamlingen var andre, der kunne tænke sig at stille op.  Bestyrelsen består således af Peder Vester Henriksen, Lars Selmer Jørgensen, Sven Erik Schmidt, Brian Olsen og Dorte Salomonsen. Michael Kornager er suppleant.

Hent vores børn og pas dem

Selv om der er fremgang at spore på omsætningen, og 2. pinsedag var den bedste helligdag nogensinde målt på indtjening i Superbrugsen i Tommerup St., så lægges der ikke skjul på, at større lokal opbakning er ønskelig og nødvendig, hvis butikken skal overleve.

Bestyrelsen, Svend Erik Schmidt, gik et skridt videre, da der for nylig var fællesspisning på Lilleskov Teglværk, et arrangement, som brugsen også er involveret i. Her efterspurgte han ideer blandt de omkring 60 deltagere til, hvordan man kan øge omsætningen og gerne få flere yngre kunder.

– Det kom der der 17 sider med forslag ud af, fortalte han på den ekstraordinære generalforsamling i sidste uge, og de blev ved samme lejlighed overrakt til uddeler Jan Hansen.

Først læste han dog et enkelt – og måske også det mest vidtgående af forslagene op:

– Få brugsen til at hente børnene i daginstitutionerne klokken 16 og passe dem omme bagved i butikken, mens forældrene kan købe ind i ro og mag, lød det. 

Del denne historie på: