Brugsen klarer sig trods ny konkurrent i nærområdet

Tommerup St.

13. januar 2022

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Det er syv måneder siden, Netto slog dørene op i Skallebølle. Trods den nye konkurrence forventer Superbrugsen i Tommerup St. Bedre resultat end i både 2019 og 2020.

At Assens Kommune gav tilladelse til, at der kunne opføres en Netto-butik i rundkørslen i Skallebølle blot fire-fem kilometer fra Tommerup St. blev dengang set som et dødsstød til butikshandelen i centerbyen. Og som en modarbejdelse af kommuneplanen, ifølge hvilken netop udviklingen af centerbyerne skal støttes. Bestyrelsen og vennekredsen omkring Superbrugsen skrev læserbreve og forudså butiksdød.

Bedre blev det ikke for Superbrugsen af, at butikken i foråret var udsat for en brand og måtte lukke i fem uger – nok til at kunder kan nå at tillægge sig andre indkøbsvaner.

Men så galt er det ikke gået – endnu i hvert fald.

Godt julesalg

Det er syv måneder siden, Netto slog dørene op 11. maj, og formand for Superbrugsen i Tommerup St. Peder Vester Henriksen kan notere sig et julesalg, der er forløbet rigtig godt.

– Selvfølgelig har vi kunnet mærke noget, men ikke i et omfang hvor vi er hårdt presset. Vi har over en periode haft en mindre tilbagegang, men kan på julehandelen overhovedet ikke mærke, at der er kommet en konkurrent. Det er et mindre antal procents nedgang, vi i en periode kunne mærke, siger Peder Vester Henriksen.

Det passer meget godt med forventningerne, og det mener formanden, der er en forklaring på.

– Vi har kæmpet godt med tingene, og som brugs har vi en mulighed for at blive mindre ramt end butikker, der en til en ligner Netto mere. Vi har en delikatesse, en slagterafdeling og en mere omfattende vinafdeling end Netto, påpeger han.

Brugsen kan noget andet

Når man dengang – op til at der blevet givet grønt lys for Netto – skrev læserbreve var det også fordi man mente, det kunne blive vanskeligt at opretholde et sundt forretningsliv i centerbyerne.

– Vi er sammen med Rema med til at opretholde, at folk også benytter de øvrige detailvarebutikker, forklarer Peder Vester Henriksen.

Tilbage i 2018 var Superbrugsen i Tommerup St. truet af lukning, eller alternativt ville Superbrugsen i Ringe overtage den. Den gamle bestyrelse blev væltet, en ny kom til, og siden er det da også gået fremad med tallene på bundlinjen.

Hvor butikken i 2019 havde et negativt resultat før skat på 1.010.000 kroner, kom den ud af 2020 med et minus på 185.000 kroner. Resultatet for 2021 kendes først om en måneds tid, men formanden forventer yderligere en forbedring.

– Der kan være en mulighed for, at vi går i plus, siger han.

Del denne historie på: