25 år med skinnecykler på Assensbanen
Tommerup St.
Skinnecykeludlejningen på den nedlagte Assensbane blev etableret i 1998 på privat initiativ i samarbejde med Bane Danmark, kommunerne, der lagde grund til skinnerne, Fyns Amt og mange frivillige fra Foreningen Lilleskov Teglværksmuseum.
Det er fortsat Lilleskov Teglværk som står for vedligeholdelse og drift af de 43 cykler, som man råder over, ligesom banestrækningen på de 29 km. også hvert år bliver plejet og klippet.
Driften og indtægten fra skinnecyklerne er vigtig for foreningen til driften samt vedligeholdelse af den gamle Teglværksmuseum, som også udføres af de mange frivillige og uden nogen form for tilskud, fortæller foreningsformand, Knud Larsen.
– Selv om skinnecyklerne ikke har en særlig stor status i Assens Kommune, er de dog en af de helt store og meget efterspurgte turistattraktioner, som årligt bliver besøgt af mange turister fra ind- og udland, der synes det er hyggeligt at køre en tur i den fynske natur, siger Knud Larsen.
Foreningen Lilleskov Teglværk indgår hvert år en aftale med Bane Danmark om at anvende Assensbanen.
– Det er ikke nogen hemmelighed, at de senere år har været en udfordring, når Assens Forsyning, Baltic Pipe og andre i forbindelse med nybyggeri, kloakering med mere skal krydse banen, hvorfor der af sikkerhedsmæssige årsager konstant skal opsættes flere og flere bomme, siger Knud Larsen.
I 2023 åbner sæsonen 29. april og slutter med udgangen af efterårsferien.
Udlejningen varetages af SuperBrugserne i Tommerup St. og Assens samt af Circle K i Glamsbjerg.
Skinnecyklen kan lejes en hel dag for 300 kroner.