Lopper, skønsang og fadbamser i Thorøhuse

Thorøhuse

4. juni 2021

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Det vokser og gror i Thorøhuse. 

En sommersøndag sidste år holdt beboere på Jacob Gades Vej loppemarked. 

I år er det hele byen – eller rettere de der har lyst til at være med – som holder loppemarked søndag 6. juni klokken 11-15. 

– Er man med, sætter man et flag ud til vejen eller hejser Dannebrog op i flagstangen, fortæller loppemarkedets pr-medarbejder Hanne Bonnet Yderstræde. 

Lopperne får i år selskab af en cafe, sang og musik og et åbent lystfiskerhus.

– En af beboerne laver på dagen en cafe, mens musikere fra Thorøhuse Kabareten møder op hos os, og det er Bent Østergaard på sax, Jens Bertelsen på guitar, min mand, Bjørn Birkely på violin, mens jeg synger, fortæller Hanne Bonnet. 

Endelig serverer Jørgen Kronborg fra GlamsBjergHus grillpølser og kolde fadbamser i det nyrenoverede Lystfiskerhus på Drejet 3, som består af to lejligheder, der via GlamsBjergHus kan lejes af lystfiskere eller af folk, som blot har lyst til fx en miniferie på Vestfyn. 

Del denne historie på: