Kræmmere, godtfolk og en enarmet tyveknægt til kræmmermarked i Thorøhuse
Røde Kors fristede med et billigt toiletsæde i sin bod ved kræmmermarkedet i Thorøhuse søndag 6. Men det havde endnu ikke fundet en ny ejer, da Folkebladet kiggede forbi, måske fordi det især var boderne i Jacob Gades Vej, som trak folk af huse.
Hos en af boderne dér kunne man oven i købet købe en enarmet tyveknægt, der skulle fodres med 25 ører.
Spilleautomaten kunne fås for 5.500 kroner inklusive et større antal 25 ører.
– Det er fundet for de penge, mente Folkebladets reporter.
– Ja, det er det nok. Jeg har hørt, at man i USA kan få omkring 10.000 kroner for spilleautomaten, lød det fra ejeren, der sin tid havde givet 6.000 kroner for det mekaniske vidunder.
Så mange penge havde reporteren ikke med, så han nøjedes med at købe to poser bageenzymer til 1 krone posen og bagefter spise en gratis pølse med brød i Lystfiskerhuset – to nye ferielejligheder, som holdt åbent hus. Han var ikke ene om at kigge forbi Lystfiskerhuset eller tage en rundtur hos kræmmerne.
– Jeg har slet ikke overblik over, hvor mange loppemarkeder, der var i byen, men på vores facebookside ”Thorøhuse” kunne jeg se billeder af 30 loppemarkeder, og der kan sagtens have været flere, fortæller Hanne Bonnet Yderstræde, loppemarkedernes pr-medarbejder.
– Vi havde musik i vores have og musikerne skulle serviceres, så jeg nåede ikke at komme rundt.
Succesen var så stor, at den gav trafikkaos i Jacob Gades Vej og på Drejet – vejen ned til p-pladsen ved siden af forsamlingshuset.
– Jeg ved ikke, om vi kan gøre noget ved bilerne, siger Hanne Bonnet Yderstræde, der kun er sikker på et forhold.
– Vi holder også loppemarked næste år.