Musik, leg og spilleglæde tilsat nordisk tapas

Sønderby Bjerge

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Lørdag 1. juli om aftenen kan man opleve en ny måde at høre musik på. Det sker på Øbjerggård ved Ebberup. Musikken leveres denne gang af Apinaja Duo og nydes i haven, hvor de to musikere langsom bevæger sig rundt med deres instrumenter. De er begge uddannet folkemusikere og har stor kærlighed til traditionel og nykomponeret dansk folkemusik. På havevandringen improviserer duoen over egne kompositioner, indtryk fra haven, naturen og publikum. Musikken vil spænde fra lyriske, inderlige passager til humoristiske, hurtige polkaer, lyder det i en pressemeddelelse fra Helnæs Kultur- og Musikforening, der står bag arrangementet.

Kunne man tænke sig at nyde en tallerken med nordiske tapas-specialiteter til 175 kroner, skal tilmelding ske før 22. juni på www.helnæskultur.dk eller på telefon 61 73 45 40, det er også et af disse steder, man reserverer koncertbilletterne.

Skulle vejret drille på dagen, vil koncerten blive afviklet indenfor på Øbjerggård, som man finder på Gudøgyden 12, Sønderby Bjerge. 

Del denne historie på: