Så kom Peter Ingemann forbi Assens og Snave

Snave

17. marts 2021

Som bekendt havde Peter foranstaltet en auktion, hvor overskuddet fra salget af hans legendariske gule styrthjelm skulle gå til Blå Kors og Snavefesten.
Formand for Snavefesten, David Anderson og Thomas Røddik fra Blå Kors Danmark modtog kr. 25.000,- hhv. 25.001,-.
Det gjorde de fordi Michael Møller, som er restauratør på Bornholm, forrige søndag bød hjelmen op i kr. 50.001,-(!). For det beløb modtog Michael til gengæld den gule hjelm (med et pift af Peters Chanel Hômme-parfume), et Underberg-bælte, samt et – lovligt – Snaveskilt. Sidstnævnte er påført min underskrift med supperende tekst om, at det er sponsoreret.
Forinden besøget i Snave var Peter lige forbi borgmesterkontoret, hvor vi fik et stykke kage med kaffe, samt en snak om alle de spændende steder i Danmark, hvor hans legendariske Puch Monza Juvel havde bragt ham hen. Inklusive Vestfyn, selvfølgelig.
En utroligt vidende og hyggelig fyr. Ganske som på TV. Og hyggelig er Snavefesten også – den bliver endnu mere velbesøgt næste gang. Som bekendt afholdes den i juni måned hos Helle og Jesper Thorsen. Om det gælder i år også vil (corona-)tiden vise.

Del denne historie på: