Tomrummet fyldes ud i Skydebjerg
Uffe Berenth Hansen har indrettet vikinge-tatoveringsstudie på gammel gård: Ginnungagap Art
“Wiking, full body, go”. Længere rakte engelskkundskaberne ikke hos den kunde, som for nogle år siden trådte ind i Uffe Berenths tattoo studio i København.
– Han var fra den fransktalende del af Schweiz og jeg taler slet ikke fransk, men det gik alligevel og han er kommet hos mig igennem flere år – som regel seks dage i træk, fortæller Uffe Berenth Hansen, der i 2019 droppede København for at slå sig ned i Skydebjerg, hvor han købte gården på Assensvej 28, som han indrettede med studie, gæstebolig og hjem for ham og Kybele, som han mødte på en svensk vikingefestival tilbage i 2017. Kybele leder studiet og tager sig af den indledende kundekontakt og taler i øvrigt flydende tysk, svensk og engelsk.
180 graders vendinger
For 11 år siden tog Uffe Berenth Hansens liv igen en 180 graders vending, som dengang han ikke ville bruge sin uddannelse som grafisk designer til at gøre karriere indenfor for marketing. I stedet tog han til Skotland, hvor han lærte at fægte med sværd, fortæller historier og performe.
Eller da han tog til Tjetjenien, Eritrea, Angoloa og Sudan for at rydde miner. Eller da han som handelsskolelærer blev sat til at undervise i intern og ekstern kommunikation uden at have undervisningsmateriale som grundlag og derfor selv måtte finde på. Eller da han flyttede til Orø og fik smag for at arbejde med unge på et skole- og behandlingshjem.
Tilbage til 2010: Du skal være vikingetatovør, sagde Uffe til sig selv.
– Jeg kunne mærke, at det var det jeg skulle. Og så gjaldt det om at finde en læreplads – og det fandt jeg hos Meat Shop på Nørrebro i København.
Uffe blev udlært og åbnede sit eget studie: Ginnungagap Art kaldte han det.
– Ginnungagap – ja, det er i øvrigt lige svært at udtale på dansk som på engelsk, griner Uffe, men ginnungagap er ifølge den nordiske mytologi det tomrum, som var midt i verden, før jorden blev skabt. Jeg kan godt lide ideen om et vakuum, før noget nyt bliver skabt, siger Uffe.
Skal være en del af jorden
Han kalder sig ikke for asatroende, men mener som dem, at det gælder om at forbinde sig med naturens kræfter.
– Vi skal være en del af jorden og ikke bruge af den. I øjeblikket er vi i gang med at smadre hele verden. Der mangler balance, siger Uffe.
Han vender sig også med den dualisme – sort-hvid tankegang, som præger kristendommen, der i øvrigt har dæmoniseret asatroen.
Når Uffe i 2010 begyndte at lave tatoveringer inspireret af symboler og myter fra vikingetiden var det ikke ganske nyt for ham.
– Jeg havde tidligere lavet kunst i læder og træskulpturer med motiver fra den nordiske mytologi, men det var ikke noget jeg kunne leve af, fortæller Uffe.
Kunder fra hele verden
Det kan han med ginnungagap, hvis ellers coronapandemien tillader det. For dagsprisen er 8000 kroner, og da den typiske kunde skal under nålen i tre dage, kommer der penge i kassen.
– Jeg tror nu ikke min timepris er højere end hos andre tatovører, siger Uffe, og giver Folkebladets reporter ret i, at hans kunder i hvert fald må mene noget med at blive tatoveret.
Mange af hans kunder kommer således langvejs fra.
– De fleste kommer fra Europa, en del fra USA og Canada, en sjælden gang fra Australien og en enkelt gang fra The Reunion Island vest for Madagascar, fortæller Uffe.
På gården i Skydebjerg har Uffe og Kybele indrettet en gæstelejlighed, hvor kunderne kan opholde sig – og han har også fået et samarbejde med Hotel Aarup Kro om bespisning af kunderne.
Lys, luft og frihed
Da Uffe i 2019 tog springet og flyttede til Skydebjerg for at få lys, luft og frihed var han en kende spændt på, om det ville betyde færre kunder, men sådan har det ikke gået.
– For de bilister, der kommer via Padborg, er der kortere til at Skydebjerg end til København, og for de kunder, der rejser med fly og lander i Kastrup, sætter sig bare ind i en taxa og to timer senere er de fremme, forklarer Kybele.
Når det handler om at bo i en lille landsby tæt på en mindre stationsby, har det været en god oplevelse for Uffe og Kybele.
– Folk vi støder på, når vi er ude at gå tur med hunden, hilser og vil snakke. Og vi har også fået en god modtagelse i Aarup, og det gælder folk vi møder og i Totalbanken, som i dag er vores bankforbindelse, fortæller Uffe.
Han er glad for at coronapausen er slut, selv om det ikke var helt skidt med en pause.
– Da Danmark lukkede ned første gang, tænkte jeg åh, nej. Men efter et par uger, kunne jeg mærke, at jeg havde godt af en pause, fortæller Uffe.