Børge Madsen: En ildsjæl på 84

Skallebølle og Vissenbjerg

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Han har netop fået GF Fyns ildsjælepris på 10.000 kroner, og det blev fejret i Skallebøllecentret

Børge Madsen troede det var gas, da Mads Dallerup fortalte ham, at han havde indstillet ham til GF Fyns ildsjælepris, der udløser 10.000 kroner til klubarbejdet.

Fredag den 2. juni ringede GF Fyn til Børge: Du har fået ildsjæleprisen, fik han at vide. 

Børge Madsen er skytte om en hals. I mange år var han formand for Vissenbjerg Skytteforening, som holder til i Skallebøllecentret.  I dag nøjes han med at være bestyrelsesmedlem og så i øvrigt være aktiv i klubben, som han har været i 50 år – gentager 50 år. 

Utallige er de børn, som Børge gennem årene har lært at skyde. Mads er far til tre af dem, og han har kun godt at sige om Børges indsats ”Han er passioneret omkring arbejdet med Vissenbjerg Skytteforening”. 

Tirsdag aften lykkedes det igen Skytteforeningens bestyrelse at overraske Børge. 

Helt efter bogen havde han sammen med tre andre været i Middelfart for at hente prisen, hvorefter den lille delegation kørte til Skallebøllecentret. 

Da Børge entrede klublokalet – og det var så overraskelsen – blev han mødt af 60 klappende og smilende medlemmer, som var mødt frem for at hylde ham.

Mads var særdeles tilfreds med fremmødet.

– Vi havde jo kun fra i fredags til at få aktiveret medlemmerne siger han. 

Prisen markerede klubben ved at byde på grillstegte pølser, øl, vin og vand. 

Børge, der har rundet de 84, ved, hvad pengene skal bruges til. 

– De skal bruges på ungdomsarbejdet, og det kan være udstyr, måske på fællestræning eller andet, der er behov for, sagde Børge. 

Del denne historie på: