Skalbjerg har meget mere, end du ser fra landevejen
Skalbjerg
11. april 2025
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Der er lige for tiden ni huse til salg i Skalbjerg foruden et antal ny byggegrunde på Skalbjerg Høje, og så er der i øvrigt en masse gode grunde til at slå sig ned i Skalbjerg, hvis du spørger dem, der allerede bor der.
Under oveskriften Åben by – det er dejligt i Skalbjerg, inviterer Skalbjerg Borgerforening til åben by 2. påskedag, 21. april klokken 13.
Med udgangspunkt i Kulturhuset Cuben på Magtenbøllevej 14 er der mulighed for at komme rundt at se alt det, Skalbjerg har at byde på, og som man ikke lige får øje på, når man kører gennem byen.
Der er for eksempel fitnesscenter, yoga, idrætsaktiviteter for børn og voksne, spejdere, børnehave og dagplejere, bankospil, byfest og masser af natur. I øjeblikket er der som nævnt ni huse til salg i byen, de ejes primært af ældre mennesker, som ønsker at flytte i noget mindre, og de fleste af dem vil også kunne besøges på åben by-dagen. Lige som Sparekassen Danmark vil informere om boliglån.
Byen byder også på fællesskaber, så mange, at Skalbjerg kaldes “Fællesskabernes by”, lyder det endvidere i pressemeddelelsen fra borgerforeningen.
Der er således to velfungerende bofællesskaber og i den nye udstykning tænkes fællesskabet også ind.
Da mange tilflyttere hidtil er kommet fra Odense, satses der også særligt på gæster derfra på åben by-dagen. Der er således mulighed for gratis VIP-transport med Cubus denne dag. Bussen afgår fra Dannebrogsgade klokken 12.30.
Yderligere information kan findes på www.skalbjerg.dk