Skalbjerg Borger – og Klubhus er blevet renoveret og holder åbent hus
Skalbjerg
17. juli 2021
John Jakobsen
Der har gennem en tid været travlt med renovering af Skalbjergs samlingspunkt Borger & Klubhuset. Det fortæller formand Teddy Hansen og kasserer Niels Jørgen Fjord. Der er monteret nye berøringsfrie armaturer på toiletterne, automatiske papirhåndklæder og berøringsfrie sæbedispensere, ligesom væggene er blevet vandskuret og malet. Det er Teddy Hansen og Willy Bielfeldt, der har renoveret toiletterne, og en malermester har malet alle husets vinduer og udvendige døre. Desuden har et tømrerfirma tilbygget en ”udestue” på ca. 20 kvm., som er velegnet som ankomstlokale ved arrangementer i huset.
Det hele kan ses ved åbent hus-arrangementet søndag den 1. august kl. 10 – 12, hvor der bydes på kaffe og rundstykker.
Huset blev indviet i 1988, og har lige siden været anvendt til mange forskellige arrangementer både til private fester og foreningsmæssige aktiviteter. Klubhusdelen er tillige en vigtig del af Skalbjerg Boldklub og det sociale liv i foreningen.