Roland Gruppe i Skalbjerg spejder efter nye ledere

Skalbjerg

18. april 2025

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

24-årige Mads Dyrslund Myrup havde næsten glemt alt om, at han for tre år siden fik stjålet sin scooter. Forleden dukkede den op i havnen i Assens sammen med to andre køretøjer.

Det vrimler med børn og voksne hos Højfynsspejderne på Skolevej i Skalbjerg tirsdag aften. Der er altid liv på Skolevej 2 om tirsdagen, som er den faste mødedag for alle spejdere undtagen familiespejd, som er for de helt små og deres forældre og afholdes hver tredje lørdag. Men denne tirsdag er det særlig livligt. Det er nemlig en af de dage, hvor alle mødes samtidig, og hvor spejdernes forældre også er inviteret med – og når det er lige ved spisetid og der også er fællesspisning, så er det noget der trækker, siger erfaringen.

I dagens anledning har de store spejdere, troppen, som udgøres af de 12-15-årige, lavet et gyngestativ af rafter og tov.

– Det er måske ikke helt perfekt, men vi syntes, vi skulle lave noget på grund af arrangementet, siger Joakim, der har været spejder i tre år. Han blev lokket til af nogle venner, fortæller han.

Han sidder og hygger sig i bålhytten sammen med Max og Magnus fra sin gruppe. Bålet knitrer lystigt, det er her, der skal varmes pitabrød senere.

Udelivet trækker

Max har været med siden han var seks år. Så det er otte år nu.

– Jeg kan godt lide at være ude, siger han om noget af det gode ved at være spejder. De store er selv med til at planlægge for et par måneder ad gangen, hvad de skal lave. Nogle gange er de sammen med spejderne fra Aarup – de kan godt finde på at ringe et par dage før, og spørge om de vil mødes den nærmeste weekend.

Det er også udelivet, der trak i Magnus, da han blev spejder for fem år siden.

August er minispejder og er også glad for bål.

– Det er hyggeligt, siger han. Fire andre fra hans klasse er også i gruppen, fortæller August, der går i tredje klasse.

Selv om det denne dag synes at vrimle med børn og unge, så er der plads til flere spejdere i Skalbjerg.

– Jeg har og så prøvet at få en af mine venner med, men han går til flere ting, som han er glad for, så det er svært for ham at få tid til det, fortæller August.

Højfynsspejderne, Rolands Gruppe, som er det fulde navn, har eksisteret i 65 år og skulle meget gerne kunne se mange år ud i fremtiden. Men lige nu har man også en udfordring med at skaffe ledere, fortæller Gruppeleder Henrik Vanggaard.

Selv havde han aldrig været spejder før, da han for snart 20 år siden, da han selv havde børn, der var spejdere, meldte sig som leder.

– Jeg har fået en masse oplevelser. Både her og på ture og lejre. Det er helt unikke ting, vi tilbyder, og det ville være synd, hvis vi ikke var her. Der er nærmest ingen grænser for, hvad de må. Klatre i træer, lave bål, hvis de store vil rappelle, så gør vi det. Vi siger som regel ikke nej til noget, siger Henrik Vanggård, der selv efterhånden godt kan mærke alderen i kroppen for eksempel efter en weekend i telt, og derfor godt kunne tænke sig, at der var nogle yngre kræfter, der er knap så bedstefaragtige, som han siger,  til at tage over.

“Bedste lederjob i verden”

Spejderlivet er et godt modsvar til den mistrivsel, vi hører så meget om, mener Lisbeth Winkler Abrahamsen, der er mor til Max og forperson for forældrebestyrelsen. Hun husker tilbage på, hvordan Max som seksårig næsten ikke kunne vente med at blive spejder.

– Men uden frivillige kræfter kan vi ikke eksistere, siger hun. 

“Som spejderleder er du frivillig, men udregnet i oplevelser får du et af de bedste lederjob i verden”, står der på Højfynsspejdernes hjemmeside. Det kræver ingen særlige forudsætninger. Du skal bare have mod på at give børn og unge en oplevelse og indgå i et fællesskab, lyder det endvidere – men en rigtig naturnørd eller en Robinson-type, ville ikke være dårligt at få ind i gruppen, nævner Lisbeth Winkler Abrahamsen og fortsætter:

– Det er meningsfuldt og givende. Meget forskning peger på, at det er sundt at være i naturen, og for en kreativ hjerne er der muligheder for at bygge og skabe.

FAKTA

Højfynsspejderne er en del af Det Danske Spejderkorps. De holder til på Skolevej 2 i Skalbjerg i tilknytning til den gamle Skalbjerg Skole.

Tirsdag er mødedag for Minierne (8-9 år) kl. 17-18.30

Juniorerne (10-11 år)  kl. 18.30-20 

Troppen (12-15 år) kl. 19-21

Familiespejd (børn t.o.m. børnehave samt deres forældre) og Mikroer (6-7 år) 

mødes hver tredje lørdag kl. 9.30-11.

Det Danske Spejderkorps har også grupper i Aarup, Assens og Glamsbjerg.

I Verninge, Vissenbjerg, Tommerup, Haarby og Assens finder man KFUM-spejdere, mens FDF har tilbudet til børn og unge med hang til udelivet i Tommerup St.

Del denne historie på: