Børnene lærer at bruge hænderne med 84-årige Karl
Skalbjerg
Når 84-årige Karl Jørgensen finder hammeren, kosten eller trillebøren frem, så kan han være stensikker på, at der straks står et par børn klar, som gerne vil være med.
”Jeg har indtryk af, at det betyder meget for børnene, at jeg er her, og vi kan arbejde sammen og samtidig få en god snak om løst og fast”, fortæller Karl Jørgensen.
Karl arbejder 3 timer om ugen, som pedel i Børnenes Hus i Skalbjerg.
”Jeg arbejder kun, når det er godt vejr”, siger Karl med et glimt i stemmen; ”Det meste af arbejdet foregår jo udenfor, og her kan vi lave mest, når det ikke siler ned.”
I børnehaven har Karl et lille værksted, hvor han har værktøj og haveredskaber til, når han skal passe gårdspladsen, haven, vedligeholde skolen, lappe cykler eller reparere af legetøj.
Og når trillebøren sætter kursen ud mod gården med kost og skovl, så er børnene på pletten for at hjælpe:
”Det er ikke altid, at vi bliver hurtigere færdige, når børnene hjælper. Men jeg kan se, at børnene vokser, når vi laver noget sammen, de får god motion, lærer at bruge deres hænder, og vi får en god snak”, fortæller han:
Karl startede med at arbejde i Assens Kommune for 19 år siden. Han er ansat i kommunens Ejendomsservice-afdeling sammen med 37 andre pedeller, som hjælper til på skoler, daginstitutioner og bygninger rundt om i Assens Kommune.
Og for Karl er det vigtigt at blive ved med at være på arbejdsmarkedet, selvom han er forbi pensionsalderen:
”Sammenværet med børnene, og det at være en del af et arbejdsfællesskab på denne måde, giver mig livskvalitet og mening med livet, så jeg kan slet ikke lade være”, siger han og fortsætter:
”Jeg er en del af den bedste arbejdsplads, jeg kender. Vi hjælpes ad med at have det godt, og der er stor omsorg mellem voksne og børn, der er en fantastisk humor og altid kaffe på kanden. Jeg kunne ikke ønske mig et bedre job”.