Bølle Bob indtog Salbrovadhallen

Salbrovad

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Stemningen var spændt og Salbrovadhallen fyldt til randen, da 120 elever stod på den store scene, klar til at opføre musicalen ”Bølle Bob – og alle rødderne fra Salbrovad”. 

Normalt er kutymen, at 6 klasse på Salbrovadskolen opfører deres eget skuespil i skolens gymnastiksal til årsfesten i Salbrovad, men i år skulle det være anderledes. Coronarestriktioner og nedlukninger havde aflyst årsfesten sidste år, ligesom alle de sociale ting på tværs af klasserne, som plejer at være ånden i Salbrovad Landsbyordning, heller ikke har været mulige at gennemføre. 

Resultatet blev en stor musicalopsætning med deltagelse af alle klasser på Salbrovadskolen.

Karakterer og nogle af sangene er lånt fra den velkendte Bølle Bob, men ellers er hele musicalen skrevet om, så den er aktuel og passer til Salbrovad.

Forestillingen handlede om Bølle Bob og de andre elever, for hvem det kommer for øre, at politikerne har tænkt sig at rive Salbrovadhallen ned, da ruten til Baltic Pipe er perfekt lige der. Herefter følger en kamp for Bølle Bob, elever og skoleinspektør, for at redde hallens eksistens. 

Takket være fælles hjælp og kreative tanker, ender alt heldigvis godt, da Lukas Grahamsmelsen kommer til årsfesten i Salbrovad og redder hallen. Hele fortællingen er indhyllet i flotte sange, dansenumre, soloer og rappe replikker fra eleverne på kryds og tværs.

Eleverne havde arbejdet med musicalen siden februar, og havde i ugen op til haft emneuge, hvor der blev arbejdet intensivt med projektet. I de sidste dage fik de hjælp fra instruktør Isabel Ravn, ligesom lyd og lys blev leveret i samarbejde med Ateso (ejet af Kent Larsen) og play4you (ejet af John Rasmussen). 

Musicalen blev vist for bedsteforældre, den lokale børnehave og elever fra Peter Willemoesskolen inden den store premiere for forældrene torsdag den 7. april 2022. /hef

Foto: Ib Johansen

Del denne historie på: