Transportordfører: Vi lytter og ser på det

Rørup, Grønnemose, Aalsbo, Rold m.v. 

28. september 2025

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Støjgruppen havde inviteret politikere på en lille rundtur og snak om støjgener langs E20

Folketinget skød for nogle år siden 3 milliarker kroner i en pulje, som fra 2021 til 2035 skal bruges til støjreduktionsprojekter – fx støjværn langs motorveje. 

Støjgruppen under lokalrådet for Rørup Sogn – kaldet RØST – bar i et par år arbejdet ihærdig på at råbe politikerne op om støjgenerne som følge af udvidelsen af den fynske motorvej og anlæggelsen af højhastighedsbanen mellem Odense og Kauslunde.

Assens Byråd bakker op om lokalbefolkningens ønsker om at få gjort noget ved støjen, det samme gør lokale folketingsmedlemmer. Og det er et par skridt på vejen til etablering af støjskærme.

Trafikstøj er – og det kan ikke komme bag på nogen – ikke kun et fynsk problem, så det gælder for Støjgruppen under RØST om at få overbevist folketingspolitikerne om, at lige netop støjgenerne langs E20 omkring Rørup, Grønnemose, Aalsbo, Rold m.v. er så slemme, at opsætningen af støjskærme dér skal ske. 

Trafikstøj en plage for sårbare børn

Som led i den bearbejdning havde støjgruppen inviteret en bred kreds af politikere til Grønnemose, nemlig transportordfører Thomas Jensen (S), folketingskollegerne Sara Emil Baaring (S) og Karsten Hønge (F), der dog ikke kunne finde vej gennem de mange lokale trafikomlægninger, byrådsmedlemmerne Nikolaj Leed (V), Vagn Top (C) og byrådskandidat Poul Poulsen (B). 

De hørte Mads Skyggelund fra specialskolen Lærkeskolen fortælle, at skolens elever gennemgående er sårbare og derfor har ekstra behov for ro. Med andre ord, at trafikstøj er en stor gene for deres trivsel

Støjskærme virker

Politikerne fik også lejlighed til at konstatere, at støjskærme faktisk dæmper støjen, som den gør ved Gribsvad overkørslen, mens støjen er voldsommere langs motorvejen, der hvor man har fjernet et bredt bælte af træer for at gøre plads til den nye jernbane – og ikke har opstillet støjskærme.

Op til 20.000 kroner pr. løbende meter

Ved den uformelle snak under besigtigelserne og kaffen i beboerhuset bed Folkebladets reporter mærke i følgende. 

Prisen på støjskærm er aktuelt mellem 1200 og 20.000 kroner pr. løbende meter for en to meter høj skærm. (De 3 milliarder kroner i støjpuljen kan således hurtigt få ben at gå på, red.) 

En undren over, at Vejdirektoratet i flere tilfælde havde opstillet støjskærme foran bygninger, der var eksproprieret for at blev revet ned. 

Var det noget med, at Vejdirektoratet har en afdeling for motorveje og en anden for jernbaner, og at de to afdelinger ikke taler med hinanden? 

Støjgruppen og de lokale politikere afviste også påstanden om, at fjernelse af bevoksning (træer m.v.) langs motorveje havde forøget støjen, skyldtes noget visuelt og psykologi og ikke målbare realiteter (altså, at forøget støj var noget folk bildte sig ind, red.) 

Samme kreds af mennesker undrede sig også over fraværet af nye konkrete støjmålinger frem for, at Vejdirektoratet henvist til teoretiske modeller. 

Det anførtes også, at støjen fra jernbanen næppe ville blive voldsom, da banen blev gravet ned. 

Flere forsøg igang

Thomas Jensen, der tidligt i forløbet sagde ”Vi lytter og ser på det”, kunne oplyse, at branchen er meget innovativ: 

– Der forskes i at lave asfalt, som kan reducere støjen. Og det kan sådan asfalt, nemlig med 6 dB, men udfordringen lige nu er, at holdbarheden af den støjreducerende asfalt er meget lavere end traditionel asfalt. 

– Man laver forsøg med krumme støjskæme – Hamburgmodellen – der måske kan indfange noget af støjen. 

– Man laver i København forsøg med støjskærme i midterrabatten. 

– At man sondrer mellem lavfrekvent og højfrekvent støj.

Havde Thomas Jensen penge med til RØST? Nej, det havde han ikke. 

Jeg bemærkede dog følgende.

– Der bør laves en ny støjmåling, nu da der bliver flyttet store mængder jord på grund af den nye jernbane, sagde transportordføreren. 

Del denne historie på: