Rørup Kirke fejrer restaurering af kirketårnet med gospel og pølsevogn

Vissenbjerg

1. april 2022

Af Lise Wolf

En storm i 2008 blev begyndelsen til et langt sejt træk for Rørup Menighedsråd – restaureringen af kuplen på kirkens tårn, der kan dateres tilbage til 1755.

Men nu er alt på plads, og klokkerne hænger, hvor de skal. Det markeres med en indvielse søndag 3. april.

Godt nok forlyder der intet om, at dronningen kommer forbi, som hendes forgænger, Frederik V, gjorde ved indvielsen i 1755, som fandt sted under hans besøg på Erholm. Til gengæld kommer både biskop Tine Lindhardt og provst Ole Hyldegaard Hansen. Ole Hyldegaard Hansen står for gudstjenesten klokken 11.30. Biskoppen har en anden opgave i Middelfart samme dag, så hun støder til lidt senere. 

Efter gudstjenesten fortsætter arrangementet udenfor med genindvielse af kirketårnet, menighedsrådet har også sørget for, at der er lækkerier til alle fra den opstillede pølsevogn og live gospel musik.

Annelise Madsen fra menighedsrådet fortæller, at der under restaureringen blev fundet en hilsen fra fortiden – et rør, hvori der var to mønter, en enkrone og en tokrone fra 1913 samt et lille brev, hvor der blandt andet stod om de håndværkere, der havde medvirket.

Den ide har menighedsrådet taget til sig og ligeledes lagt en hilsen til en forhåbentlig fjern fremtid, når kuplen igen skal have en overhaling. Her står om, hvad der er blevet lavet og hvem, der har stået for det.

Nu kunne man så håbe for de involverede, at det var slut med de store istandsættelser for en tid.  Men kirken er som bekendt et gammelt hus, og der er nye projekter i støbeskeen, hvad de konkret går ud på, må Annelise Madsen ikke røbe, siger hun.

Del denne historie på: