Rasmus tager over – Klaus trapper ned

Rørup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Lebæk A/S fejrer 25 års jubilæum og igangværende generationsskifte

Fugle- og dyrevildtet på Vestfyn har på det seneste levet en knap så sikker tilværelse som tidligere. 

Klaus Lebæk har nemlig skruet op for jagten og – lidt – ned for at være tømrer- og snedkermester. 

Og dermed følger han den masterplan, som han udtænkte for mere end fem år siden. En plan, som kort fortalt handler om, at sønnen Rasmus Lebæk skulle overtage gesjæften. 

Det første formelle skridt tog Rasmus og Klaus i begyndelsen af 2022, hvor de aftalte, at Rasmus i løbet af fem år skulle overtage 25 pct. af aktiekapitalen. 

Hvad det næste skridt bliver, ligger ikke fast. 

– Vi afventer, hvad Ramsus’ lillebror, Jonas på 23 år vil. Lige nu er han tilfreds med at være tømrersvend i firmaet, men vil han mere end det, ja det skal vi have afklaret, siger Klaus. 

Det igangværende generationsskifte er blot en af mange knaster, som familien Lebæk skal have styr på. 

Coronakrisen og den efterfølgende inflation fik prisen på byggematerialer til at eksplodere. Og så steg renten, som har gjort, at nybyggeriet faldt dramatisk. 

– Vi lærte, at vi skulle til at tage forbehold for materialestigninger, når vi afgav tilbud, det havde ellers ikke været nødvendigt, fortæller Klaus. 

En ny normal

Materialepriserne er på det seneste faldet, men er fortsat højere end før coronakrisen. 

– Jeg tænker, vi er ved at finde ind i en ny normal, siger Rasmus. 

Andre opgaver, som fylder meget i hverdagen, er skærpede dokumentationskrav i forbindelse med nybyggerier, affaldshåndtering og den grønne omstilling. 

– Jeg tror, at vi inden længe skal aflægge co2-regnskab, hver gang vi har opført et hus, siger Rasmus.

Nedgangen i nybyggeriet har Lebæk kunnet mærke og måttet tilpasse sig. 

– Den kommende tid handler det om stabilisering, og jeg tror også, det vil være lettere for Rasmus at komme til at lede en virksomhed med godt 30 ansatte fremfor 80, siger Klaus. 

En stor del af Klaus’ hverdag går fortsat med byggetilsyn og kundekontakt, men han tager sig også tid til at være bestyrelsesmedlem i Udvikling Assens og næstformand i Dansk Håndværk. 

Bornholm 

Især en opgave har fyldt meget, nemlig Lærlingenes Hus i Tejn på Bornholm, hvor Klaus har været på tilsynsbesøg hver 3.-4. uge. 

– Det er en ældre ejendom, som er blevet renoveret og bygget om til lærlingehus og kursuscenter. Det har været en fantastisk spændende opgave, hvor arbejdet så vidt muligt er blevet lavet af lærlinge – og efter gamle håndværksmæssige skikke, siger Klaus, som ind i mellem må tage weekenderne i brug for at nå alle arbejdsopgaver, selv om jagten og familiens nye hundehvalp også trækker i ham. 

Hund og hyggebold

Rasmus kender også til at have hund, for sådan en har han og kæresten i deres hjem i Vissenbjerg. 

Når Rasmus, der er 28 år, ikke er optaget af Lebæk A/S og samværet med kæreste og hund, trækker han i fodboldtøjet og tørner ud med sine gamle kammesjukker i Harndrup.  

To gange træning og en gange kamp om ugen bliver det til. 

– Det er sådan en gang hyggebold, siger Rasmus. 

Lebæk A/S markerer virksomhedens 25 års-jubilæum og det igangværende generationsskifte med åbent hus på firmaadressen, Gelstedvej 45, Rørup, 5560 Arup fredag 1. september klokken 13-17. 

Del denne historie på: