Mød miniæslerne Jullie, Fifi og Livi
Magtenbølle
11. oktober 2025
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Griseriet i Magtenbølle har fået nye beboere. Det er de tre miniæsler Jullie, Fifi og Livi, der tager imod, når der åbnes for besøg, søndagene 12. og 19. oktober.
Æslerne beskrives som tillidsfulde, søde og rolige. Der vil naturligvis også være mulighed for at hilse på minigrisene og se, hvordan de øffer rundt og roder med trynen i jorden. Else Marie Kristensen fortæller om dyrene, og hvad det kræver at holde dem.
Det er også muligt at møde fortællegrisene, og hvis en prins eller prinsesse kommer forbi og kysser den fortryllede gris, kan det være, at fortryllelsen ophæves, og den bliver til en smuk prinsesse eller flot prins
Er man ikke så meget til minigrise og miniæsler, kan man kigge ind i mjødbryggeriet. Her viser Klaus Ankerstjerne Eriksen rundt og fortæller om bier, honning, mjød og æbletræer. Det er også muligt at få en smagsprøve undervejs og et par råd med på vejen, hvis man har planer om selv at prøve at brygge.
Blandt forretningens øvrige produkter er det også muligt at erhverve årets honning-julekalender. Den koster 300 toner.
Åbningstiderne er begge dage klokken 13-16. Adressen er Magtenbøllevej 78, og entréen er 75 kroner for voksne og 50 kroner for børn

