Lokalt par investerer i endnu et hus i Magtenbølle
Magtenbølle
3. juli 2025
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Det er ikke lige meget, hvem der rykker til Magtenbølle, mener Jørgen Bjerring og Ingrid Henriksen, der allerede har en gammel bindingsværksgård og nu har investeret i endnu et hus i landsbyen.
For år tilbage foreslog Ingrid Henriksen og Jørgen Bjerring, at Magtenbølle Beboerforening eller en kreds af interesserede borgere i Magtenbølle købte en gård i udkanten af byen, når den kom til salg, for at få indflydelse på landsbyens udvikling.
Købet blev ikke til noget, men for nylig har parret selv investeret i et hus i landsbyen ikke langt fra deres egen Sulegården.
Man skulle ellers tro, at de to, der begge er 73 år, havde nok at se til.
De er således involveret i Sulelængens Venner, der blandt andet står for populære musik og brunch-arrangementer og søndagsmatinéer, de har en velbesøgt camper-plads lige uden for døren, og sidste år byggede Jørgen Bjerring et shelter på en bakketop med udsigt over Magtenbølle, som også benyttes flittigt.
Vi ønsker ikke tomme huse
Men de vil stadig gerne være med til at påvirke udviklingen i landsbyen. Sulelængens Venner har et motto: “Vi vil have liv på landet”, og det er også noget af baggrunden for parrets køb af huset.
– Vi ønsker ikke tomme huse i Magtenbølle, fastslår Ingrid Henriksen.
– Worst case med dette hus kunne være, at en skruppelløs investor købte det og var pisseligeglad med, hvem der boede her, eller at nogle ville misligholde det. Den private ejendomsret er jo fuldstændig ukrænkelig, og man ser ejendomme på landet, hvor tingene hober sig op, vi kan godt lide, at tingene ser ordentlige ud både hos os selv og naboerne, siger Jørgen Bjerring.
Lige nu er det nu ikke noget, der ser ud til at være et problem i Magtenbølle. Der er huse, der er længe til salg, og huse der er solgt lynhurtigt. Parret nævner et, der var til salg i tre år, før det blev købet af en ung familie fra Vissenbjerg, deres nyerhvervede hus blev sat til salg i august sidste år, og taget af markedet en gang undervejs for at blive udbudt igen, og så var der vingården, der blev solgt på bare en måned til et par fra Sjælland – ikke fordi de ville dyrke vin, de ville bare gerne bo der.
Endnu har Ingrid Henriksen og Jørgen Bjerring ikke lagt sig fast på, hvad huset skal bruges til, men de har nogle ideer,
– Vi vil gerne leje det ud i perioder til en musiker, kunstnere, der skal have arbejdsro, eller en forfatter der har brug for ro til at fordybe sig. Det kunne kombineres med noget airbnb. Vi ligger jo tæt på Odense. Mange af vores autocampister cykler dertil, de er helt vilde med H.C. Andersens hus, nævner han.
Det kunne også være længere udlejning til et ungt par, gerne med børn, til studerende, der på 10 minutter kan være i Tommerup St. og herfra har yderligere 10 minutter i tog til Odense.
“Musikernes hus”
Huset er fra 1850, og da Ingrid Henriksen og Jørgen Bjerring flyttede til Magtenbølle for 32 år siden, fortalte “de gamle” i landbyen, at det blev kaldt musikernes hus. Det har de gravet lidt i, efter de overtog det, og med hjælp fra en slægtsforsker er de nået frem til, at det muligvis var huset, som Mads Christian Andersen (født 1850) boede i. Han var spillemand og en del af spillemandsgruppen Blæsbjerg Spillemændene. I nyere tid har huset også været beboet af et par musikere, og dermed kan man jo sige, at der er knyttet en vis forbindelse til Sulelængens kulturelle aktiviteter.
Parret har også haft kontakt til et par lokale kunstnere om udsmykning af vægge i huset, det er dog endnu uvist, om det projekt bliver til noget.
Da Folkebladet var på besøg i huset i sidste uge, havde Ingrid Henriksen netop købt gardinstof, og hun havde været ude at spotte gode genbrugsmøbler til huset. Maleren var bestilt, og der skulle også nyt tæppe på et gulv.
Alt i alt regnede parret med at være klar til, at de første gæster kan rykke ind i løbet af et par uger.

