Vævning for børn og unge
Krengerup
17. august 2025
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Hørvævsmuseet, der har hjemme på Krengerup ved Glamsbjerg tilbyder nu et vævekursus rettet mod børn og unge.
– Vi vil gerne give dem mulighed for at bruge hænderne til noget kreativt, fortæller Bodil Nygaard fra Hørvævsmuseet. – Så vi tilbyder deltagerne at lære et nyt håndværk eller måske at blive bedre til det, de allerede kan, siger hun.
Tilbuddet strækker sig over syv eftermiddage, hvor deltagerne prøver at sætte en væv op, lave deres eget projekt og til slut væve det. Det kan være en pude, et kludetæppe til værelset eller til et kæledyr, en taske, dækkeservietter, et halstørklæde, iPad-cover eller en mobiltaske – mulighederne er mange.
Det er nogle af Hørvævsmuseets frivillige, der står for undervisningen, og formålet er, ud over at prøve at væve, også at deltagerne sammen mærker glæden ved at skabe noget med hænderne og prøve at fordybe sig i noget, der pr. Definition går lidt langsomt.
Kurset, der er rettet mod de 10-18-årige starter torsdag 21. august klokken 15.30-18 og fortsætter de følgende torsdage frem til 2. oktober.
Yderligere oplysninger om kurset kan man finde på Hørvævsmuseets hjemmeside. Https://tilmeld.hoervaevsmuseet.dk/. (liw)

