Slip kreativiteten løs på Hørvævsmuseet i ferien

Krengerup

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Efterårsferien står for døren, og fra mandag til fredag i uge 42, 14.-18. oktober, inviterer Hørvævsmuseet børn og deres voksne inden for til kreative dage.

Der bliver mulighed for at prøve rammevævning, knipling, broderi, at sy bolde, slå knapper og at forarbejde hør og lave hørdukker.

Onsdag og torsdag kommer æblemosteriet fra Sulelængen i Magtenbølle på besøg, så har man flere æbler i haven, end man kan nå at spise, er der mulighed for at få nogle af dem forvandlet til most. Museet er åbent hele ugen klokken 13-17, men som nævnt er der kun aktiviteter for børn mandag-fredag. 

Børn og unge op til 18 år kommer gratis ind, mens voksne må af med 75 kroner.

Ud over de kreative værksteder er der mulighed for at se udstillingen “Vævede tekstiler”, hvor Inge Fleischer og Bodil Lindeloff viser noget af det, de har fremstillet på væven. Også sæsonudstillingen “Tråde til tøj” om tekstilerne oprindelse er der mulighed for at kigge nærmere på, ligesom man kan få en rundvisning i museets samlinger og nyde for eksempel kaffe og æblekage i caféen.

Del denne historie på: