Det kan undre, hvad der fik folk til at lave tøj af hør i stedet for at iklæde sig et dyreskind eller at gå rundt som vorherre havde skabt os, som man jo i hvert fald kunne i de varme lande. Undren skyldes, at det for nu at sige det på fransk var et fandens arbejde at skulle igennem, før man kunne tage en hørskjorte på. 

Det er en lære, man får ved at deltage i en rundvisning på Hørvævsmuseet og i øvrigt læse den yderst informative artikel om hørrens historie på museets hjemmeside. 

Til en begyndelse var dyrkningen mandskabskrævende, således tog det 10 mand en hel dag at luge en tønde land hør. 

Når den skulle høstes, begyndte man med at ruske hørren, det vil sige trække den op med roden. Derpå skulle den tørres af luften på marken. Det kaldte man for vejring. 

Tilbage på gården skulle hørren knevles, dvs. lokker af hør skulle trækkes gennem en kam, så frøkapslerne, kaldet knevler faldt af.  

Nogle af frøene blev taget fra til næste års udsæd. Resten blev især kogt med mælk og blev til kalvefoder. 

Næste led i processen var rødningen, dvs. en gæringsproces, som gjorde at taven – den spindbare fiber kunne frigøres fra stænglen. 

Kommet så langt skulle hørren igen tørres, inden det tæagtige i hørrens stængel skulle knuses, hvilket man kaldte for brydning. Til det brugte man en bryde. 

Efter brydningen skulle man fjerne de løsnede fibre, og det kaldte man for at skætte eller skage. Til det brugte man en skættefod og en skættehånd. 

Tilbage var nu heglingen, og det var at føre den skættede hør igennem en hegle, et bræt med flere rækker spidse stål- eller jerntænder. 

De grove og korte taver, som blev tilbage, kaldte man for hegleblår. 

Blåret er det man skal passe på med ikke at stikke i øjnene. Gør man det risikerer man måske at blive heglet igennem, måske ligefrem af en ”hegle” – en hidsig madam eller et arrigt kvindemenneske. 

Nu er hørren klar til spinding, som er en snoning af fibre, taver til en sammenhængende tråd. Det foregik bedst på en spinderok, som hørte til på gårdene indtil slutningen 1800-tallet, og spinding var en opgave for madmoren, der også skulle lære pigerne kunsten at spinde. Først skulle hun lære at spinde uld, førend hun fik lov til at øve sig på skætteblåren, siden blåren fra grovheglen og så blåren fra finheglen. Og så var hun klar til prøve hørren. Inden det skete, var der gået 4-5 år. 

Når hørren var spundet, skulle det bleges, som også var en længevarende proces. 

Efter vævning til lærred, skulle også det bleges. 

Blegning er det ord, som er blevet brugt til stednavne som Blegdamsvej. 

Vævning

Hørvævsmuseet har to sale med væve, en med håndvæve og en med store maskinvæve, som oprindeligt stod på væverier i Tommerup og Tommerup St. 

Uanset væv er det princippet det samme, skriver Christian Schultz i bogen ”Fra håndværk til Industri” med undertitlen ”Tommerup Væveri og familien Reindel”. 

En række langsgående tråde på den ene led skal vinkelret sammenvæves med de tværgående tråde på den anden led ved, at de langsgående tråde hæves og sænkes i indbyrdes forskellig rytme efter et planlagt mønster, mens de tværgående tråde skydes imellem dem ved hjælp af en skytte i stoffets fulde bredde. 

I de tidlige væve havde man folk til at trække i trådene – altså endnu et udtryk, som er gledet over i sproget. 

Jacquardvæven er opkaldt efter den franske opfinder Joseph-Marie Jacquard. Den kan lave komplicerede mønstre, som styres af hulkort. Derfor kan man kalde jacquard-væven for verdens første edb-maskine. 

Det var ovenmaskinen med hulkort og harnisktråde, som bestemte om den enkelte tråd skulle løftes eller ikke. Et hul betød et løft. 

På Hørvævsmuseets jacquardvæv 100 hulkort, som kan væve en hørblomst på 4 cm stof. 

Havde der været tale om en dug, kunne antallet af hulkort være f.eks. 5000. 

Væven indebar en arbejdskraftbesparelse, idet der ikke længere var brug for dragsvende, der på loftet stod og trak i trådene efter væverens anvisninger. 

Dragsvendene ville ikke finde sig i at blive fyret, så de mødte op på fabrikken, tog deres træsko og kastede dem op i maskinerne. Det franske ord for træsko er sabot, som blev til sabotage. 

Protesterne fik ingen betydning. Få år senere var 11.000 jacquardvæve i Frankrig taget i brug. 

Hørvævsmuseet på Krengerup 

Nårupvej 30, Krengerup, Glamsbjerg. Hjemmeside: Hoervaevsmuseet.dk