Emaljeskåle: Tom Lundsten-udstilling på Hørvævsmuseet

Krengerup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Hørvævsmuseet viser i perioden 11. juni til 14. juli udstillingen ”Emaljeskåle” af kunsthåndværkeren Tom Lundsten

Det var tilfældigheder, skriver Hørvævsmuseet i en pressemeddelelse, der gjorde, at Tom Lundsten kom til at arbejde med emalje. En tid boede han i England, hvor han på forskellige kunsthåndværkermarkeder så smukt forarbejdede sølvsmykker i intense emalje farver. Disse indtryk virkede ansporende, og gav ham lyst til selv at prøve.

– Da jeg selv begyndte at lave emaljesmykker, var det de stærke farver, der inspirerede mig, og for en stor dels vedkommende stadig er det bærende i mine smykker. Mine designs er ofte inspireret af Art Nouveau eller geometriske mønstre, ofte med en gravering i sølvet, der øger lysreflektionen i den transparente emalje.

– Gennem mit medlemskab af Guild of Enamellers (emaljelaug) i England blev det åbenlyst for mig, hvor mange muligheder emalje har. Brænding af emalje på kobber ved ekstra høj temperatur og i ekstra lang tid giver overraskende resultater og effekter, som kan ses på mine bægre og skåle. Alle arbejder er unika.

Tom Lundsten underviser i emaljearbejde på Ravstedhus og i Køge, hvor han også bor og har værksted. Han afholder kurser i forskellige emaljeteknikker i forbindelse med smykkefremstilling, ”High Firing” teknikker til kobberskåle samt ætsning af sølv og kobber. Igennem årene har han påtaget sig flere bestillingsopgaver i form af brocher, vedhæng, ringe og manchetknapper, samt en opgave fra Nationalmuseet.

Tom Lundsten præsenterer sine skåle ved ferniseringen, lørdag den 14. juni klokken 11.

På museet kan man også opleve den spanske kunstner Francesca Piñol, der hele sæsonen viser udstillingen ”A fabric of Landscapes” – Vævninger med inspiration i naturen samt udstillingen ”Tråde til tøj”, som sætter fokus på det tøj vi går i og hvor det kommer fra. Endelig fortsætter sidste års udstilling, ”Fra strå til stof” om hørindustrien i Tommerup frem til og med 4. juli.

Hørvævsmuseet ligger på Nårupvej 30, Krengerup, Glamsbjerg og har i juni, juli og august åbent alle dage undtagen mandag klokken 13-17. Museet rummer ud over udstillingerne også en butik med unikke varer og en café. 

Del denne historie på: