Bliv klogere på farver

Krengerup

4. februar 2022

Kursus i farvelære på Hørvævsmuseet lørdag den 12. februar 

Lørdag den 12. februar holder Hørvævsmuseet kursus i farvelære, ledet af væveren Winnie Poulsen fra Djursland, der øser af sin viden, og hun fortæller om kurset:

– Jeg – og vi – skal snakke om farver. For det er sådan, det er med farver. Vi kan snakke os frem til en masse ting om farver, som gælder for de fleste mennesker, og som vi er enige om. Men bare at komme med en fysisk definition, så som noget med lysets bølgelængde i forbindelse med de forskellige farver, det hjælper os ikke til at sætte farver sammen på en måde, vi selv bliver mere glad for i brug.

Derfor skal deltagerne medbringe farver af forskellige slags, lim, blyanter og noget papir. Også gerne en stak gamle ugeblade eller andet med farve, som må klippes i stykker. Tag også eventuelt noget garn med, som man synes er grimt, eller i hvert fald har haft svært ved at anvende.

Winnie Poulsen har gennem mange år undervist i vævning på kurser rundt om i Danmark og i udlandet. Hun har lavet rigtig mange væveopskrifter til VÄV magasinet. 

– Winnie  er en utrolig inspirerende og farverig underviser og vi er meget glade for at kunne tilbyde et kursus med hende, skriver Hørvævsmuseet i en pressemeddelelse. 

Kurser finder sted den 12. februar klokken 9-15 på Hørvævsmuseet, Nårupvej 30, Glamsbjerg. Tilmelding sker på tilmeld@hoervaevsmuseet.dk. 

Del denne historie på: