Gitte Raasig kan se klarere end de fleste
Sammen med en kollega står hun bag en spirituel aften i Bethesda
I gamle dage ville man have sagt, at Gitte Raasig var synsk. Nu om stunder kalder man synskhed eller klarsyn for clairvoyance.
Der er således ikke noget nyt under solen, og selv om det først var onsdag i sidste uge, at Gitte Raasig var oppe til eksamen i clairvoyance – som hun bestod – er det ikke nyt for hende, at hun har denne evne.
– Det var, da jeg tilbage 2016-2017 uddannede mig til at coach og mindfulness-instruktør, at jeg opdagede, at jeg havde evner, som jeg ikke vidste hvor kom fra, siger Gitte Raasig, der også kalder sig for medie og healer.
– Hvad er det du kan som clairvoyant, vil Folkebladets journalist vide.
– Hvis vi siger, at du er min klient, vil jeg begynde med at stille ind på dig og dit energifelt. Lidt efter vil jeg begynde at få beskeder fra den spirituelle verden.
– Jeg ville spørge: Hvem er Henning, og så vil jeg få nogle billeder, måske ord, eller følelser og fornemmelser. Det er lidt forskelligt, hvordan jeg får beskederne, siger Gitte.
– Du vil jo stå overfor nogle udfordringer, og så vil du få svar på, hvilken vej, det ville være godt for dig at tage. Jeg videregiver den information jeg får, eller om du vil, jeg pakker den ud, men jeg analyserer ikke, og jeg vurderer ikke beskederne.
– Og – antager jeg – det er ikke spørgsmål som om jeg skal have flæskesteg eller oksesteg, som du kan se, spørger journalisten.
– Nej, nej, det er livsudfordringer, kald det livsspørgsmål, som jeg kan se svar på, siger Gitte.
Gitte Raasig har holdt workshops og haft klienter, som hun har coachet, og det har hun gjort i sit hjem, der ligger smukt lidt uden for Koelbjerg på en 5 tønder land stor grund omgivet af granplantage og marker og med udsigt til en lille sø og i øvrigt også med Buddha på terrassen. Måske til næste år vil hun tage imod klienter i et annex, som hendes mand vil opføre til formålet.
Gitte Raasig
Koelbjergvej 97, Koelbjerg, Vissenbjerg
Hjemmeside: www.gitteraasig.dk
Kontakt via hjemmeside eller på mail
info@gitteraasig.dk.
Uddannet og certificeret clairvoyant hos Common-sense
(Rikke Mors i Vejle).
Arbejder som dagplejepædagog i Aarup