Ny tradition i Tommerup: Picnic-gudstjeneste i præstegårdshaven
Torsdag 17. juni holdt Tommerup Kirke for anden gang picnic-gudstjeneste.
- Og at dømme på fremmødet er der vist grundlag for en fast sommertradition, siger Helle Jakobsen, frivillig og menighedsrådsmedlem.
Rammen for den nye tradition var i år den idylliske præstegårdshave, som gav skygge og en frisk brise på en steghed sommerdag.
Da familierne ankom, kunne de sætte deres medbragte blomster på det lille alterbord og så fordelte de sig på en lille skråning. Der blev uddelt rytmeinstrumenter til alle børn, og så gik gudstjenesten i gang.
Denne gang var udgangspunktet for gudstjenesten Helligånd og ”at brænde for noget”. Det blev forklaret gennem både ord og sange og ikke mindst flammer og balloner, som dukkede op af Karens præsts fortællekuffert. Og de fleste af de 40 deltagende børn deltog aktivt i gudstjenesten som rasleægs-musikanter, skilte holdere eller som med-fagter-visere på Fadervor.
Efter gudstjenesten blev de uddelte madpakker fortæret med god appetit af alle 70 deltagende børn og voksne. Og så var det tid til fri leg i præstegårdshaven for de små og lidt hyggesnak for de voksne.
Der blev tændt op i bålfadet og snakken om flammer og ild blev pludselig virkelig. Heldigvis var der ingen der brændte sig – allerhøjest var der en skumfidus som blev lidt sort. Der var heldigvis også is til de efterhånden varme børn.
Inden familierne tog hjem fik alle børn tilbuddet om en ballon. Et sikkert hit for alle og en påmindelse om dagens tema.
- Det giver så meget mening for fremtidens kirke at lade de små børn og deres familier møde både kirke og præst i øjenhøjde og på en børnevenlig præmis, siger Helle Jakobsen.
- Picnic gudstjeneste var en opfindelse som vi startede sidste år ved denne tid, da Corona restriktionerne gjorde det umuligt at mødes inde i kirkens rum. Nu har vi gjort det to gange og selvom det kræver lidt logistik at ordne madpakker samt rykke lyd og musik udendørs, så er det vist en tradition, slutter Helle Jakobsen.
Sognepræst Karen Frendø Ebbesen supplerer:
- Jeg har mødt flere nye børn og familier i dag og det er så dejligt når et nyt lille ansigt kan genkende mig, også uden præstekjolen, og højt råber; ”Præsten – se lige mig ” – og når familierne sir farvel med et ” tak for i dag og vi ses”. Så er vi lykkedes med at give både børn og voksne en positiv oplevelse og har givet dem lyst til at komme igen