Vandværksformand: Totalt svigt fra kommunens side

Kerte

23. marts 2025

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Bestyrelsen for Kerte Vandværk gjorde, som den blev bedt om, da der skulle sikres sprøjtefri zoner omkring vandværkets boringer, men kommunen bakkede ikke op, mener formand.

Assens Kommune har nølet, når det gælder indførelse af sprøjtefri zoner omkring vandværkerne.

Det mener formanden for Kerte Vandværk, Kai Egede Jensen.

Tilbage i 2021 fik bestyrelsen for vandværket en henvendelse fra Assens Kommune, som bad den om at forsøge at lave lokale aftaler om sprøjteforbud i de såkalte BNBO-områder (boringsnære beskyttelsesområder red.)

Efter et par års forsøg opgav vandværket og prøvede i stedet i 2023 at få kommunen til at tage over.

– Jeg kørte til borgmesteren, men han ville ikke hjælpe os, han ville ikke lave restriktioner for landmændene, før der kom en hastelovgivning. Han sagde: Tag det roligt, der er ingen, der sprøjter med noget, der er giftigt.

– Der følte jeg mig lidt til grin. Jeg havde kæmpet i tre sæsoner, fordi kommunen havde bedt mig om det, og så ville de ikke hjælpe mig, og bakke op om det, de selv havde sat i gang, siger Kai Egede Jensen og sender en tanke til de kommende trepartsforhandlinger om landbrugets CO2-udledning.

– Hvis man også vil lave frivillige aftaler der, er det op ad bakke, konstaterer han.

Vandværket har til dato ikke konstateret pesticidrester i drikkevandet, men er uheldet ude, og der for eksempel bliver spildt sprøjtemidler på jorden tæt ved boringen vil det formentlig kunne ske.

Loven kom sidste år

I 2024 gik vandværket så og ventede på en hastelovgivning, der skulle pålægge kommunerne at udsende påbud om sprøjteforbud i de indvindingsområder, hvor der ikke var indgået frivillige aftaler. Den kom i sommer og pålagde kommunerne at meddele sprøjteforbuddene inden årets udgang og med ikrafttræden inden udgangen af 2025.

Også her har Assens Kommune valgt at gå lige til stregen, konstaterer Kai Egde Jensen.

– 3. december fik vi endelig kommunens varsling af et påbud med ikrafttrædelse 1. oktober 2025 og frist for kommentering 17. september 2024. Vi sendte vores bemærkninger og ønskede ikraftrædelsesdatoen rykket frem til 1. marts, så vi kunne undgå endnu en sæson med sprøjtning, fortæller Kai Egede Jensen.

Kommunen efterkom vandværkets ønske, men allerede 7. januar henvendte den sig igen til vandværket.

– Vi blev kontaktet, da den nærmeste nabo ikke kunne acceptere ændringen og først ønskede at forbuddet skulle træde i kraft 1. juni, så han kunne efterleve sin markplan, og det var kommunen indstillet på at acceptere. Uanset hvad vi ville mene, husker han.

I alt er der 6,6 hektar i BNBO-området. To mindre ejendomme havde accepteret den tidligere frist, men på 4,9 hektar kan der altså fortsat sprøjtes i 2025.

– Vi bor i en god Venstre-kommune, der synes, det er synd for landbruget, men min holdning er altså, at vi skal beskytte vores grundvand, understreger Kai Egede Jensen.

Del denne historie på: