Nu sker der noget i Kerte
Kerte
16. november 2021
Idégruppen til Kerte Sogns Lokalråd havde indkaldt til møde mandag den 7. november og det blev en stor succes med omkring 40 interesserede deltagere.
Efter en kort velkomst gav Kristina Majoy Stæhr Pedersen ordet til udviklingskonsulent i Assens kommune, Steen Søgaard.
Steen Søgaard havde forberedt nogle, hvad han kaldte ”analoge slides”, der kort fortalte om processen omkring at etablere et lokalråd og de muligheder det giver.
Steen var imponeret over det store fremmøde og gav en god gennemgang af, hvad et lokalråd er, hvilke rettigheder rådet har i forhold til kommunen og de muligheder, et lokalråd har for indflydelse i området. Når Kerte Lokalråd er en realitet, vil det være det 16. i Assens kommune.
Herefter overtog Inge Bünning, formanden fra Røst der er Rørup Sogns okalråd, ordet. Inge var, på baggrund af det massive fremmøde, på ingen måde i tvivl om, at Kerte Lokalråd meget snart vil være en realitet. Hun gav rigtig mange gode råd om arbejdet i et lokalråd. Hun fortalte om, hvad de havde arbejdet med i lokalrådet i Rørup, og hvilke succeser de har haft.
Hun kom også ind på de mange ting, der bliver nemmere at arrangere når man har et lokalråd, f.eks. nabohjælp, ambassadørordning o.s.v. Hun pointerede også, hvor vigtigt det er, at bestyrelsen bliver valgt bredt over hele sognet. Et meget inspirerende indlæg, der blev lyttet til med stor interesse af de fremmødte.
Lars Christian Pedersen, der indtil næste valgperiode sidder i Assens Kommunalbestyrelse, var også dukket op i forsamlingshuset i mandags. Lars tog efter Steen og Inges indlæg ordet, for at fortælle om, hvordan det fra politikerside er at arbejde sammen med lokalrådene, og hvor stor indflydelse lokalrådene rent faktisk kan have på det arbejde, de laver i kommunalbestyrelsen.
Herefter gik snakken hen over bordene mens kaffen og kagen blev indtaget.
Det blev hurtigt klart at der er et oprigtigt ønske om at få etableret et lokalråd i Kerte Sogn. Der er derfor sat en dato for en stiftende generalforsamling. Det bliver mandag 7. februar klokken 19.