Tag på aftenvandringer med Danmarks Naturfredningsforening
Jordløse/Helnæs
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Danmarks Naturfredningsforening inviterer alle, der har lyst, på to aftenvandringer i maj – ganske gratis.
Første gang er torsdag 19. maj klokken 19 i Jordløse Skov.
Her vil formand for Assens-afdelingen Sven Rask tage deltagerne med på en tur rundt i skoven, så man kan se, hvad en større bevilling fra EU har bidraget til. Der er for eksempel tyndet meget ud i skoven og derved åbnet for nye udsigter. Ønsket er at genskabe en rigere natur, og dyr og planter er så småt på vej tilbage. Sven Rask fortæller om tankerne bag det store projekt.
Mødestedet er p-pladsen i Jordløse Skov. Markvejen til skoven vil i dagens anledning blive markeret med et flag.
Den anden tur, som finder sted tirsdag 24. maj klokken 20, går til Helnæs Made.
Der kan være mange grunde til at besøge maden, men denne aften handler det om at spotte den lille strandtudse med den kraftige stemme. Bestanden er gået voldsomt tilbage, men blandt andet på Helnæs Made gøres der noget for at vende udviklingen. Denne aften er det biolog Natasha Pedersen fra Terrariet i Vissenbjerg, som vil fortælle, alt imens man leder efter de små dyr. En stille aften kan de høres på to kilometers afstand, til gengæld er de ikke lette at finde.
Mødestedet er p-pladsen ved indkørslen til Helnæs Made.
Mens tilmelding ikke er nødvendig til Jordløse-turen, så bedes man tilmelde sig strandtudse-turen til turleder Per Toft Johansen på tlf. 21 62 33 72.