Thaipige mangler et sted at bo på Fyn fra august

22. juni 2021

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Kunne du tænke dig at få en fremmed kultur indenfor i dit hjem? At få udvidet din familie med et ungt menneske fra den anden side af kloden?

Pan søger en værtsfamilie i perioden august 2021 til slut juni 2022. Hun er blevet rekrutteret via AFS Interkultur, en udvekslingsorganisation med foreninger over hele verden og en aktiv lokalforening på Fyn.

Pan er 16 år og bor 10 km nord for Bangkok med sine forældre og den to år ældre storebror. Moren arbejder på kontor og faren som ingeniør. Familien er meget sammen.

  • Hun har valgt at komme til Danmark, fordi vi har en interessant historie, et moderne uddannelsessystem, og er kendt for vores gæstfrihed, siger Bente Johansson fra AFS Interkultur.
  • Sidst men ikke mindst ønsker hun at opleve et europæisk land, der er meget anderledes end Thailand, specielt med hensyn til disciplin og ansvarlighed. Hun vil gerne lære et nyt sprog, og meget gerne lære danskerne lidt mere om Thailand og prøve at lave thailandske retter.

Pan elsker at shoppe og udveksle ideer om tøj med sin mor. I skolen er hun med i et band, hvor hun er forsanger. Sammen med bandet optræder hun bl.a. på det lokale marked, hvor det spiller de sange, publikum ønsker. Hjemme kan Pan godt lide at bage, specielt til andre. Hun bliver så glad, når tilbagemeldingen er, at hendes kager er meget lækre. Hun er også en sporty pige, der godt kan lide at spille badminton med vennerne, løbe og cykle. Når hun er færdig med skolen, vil hun gerne læse en teknisk uddannelse.

AFS på Fyn arrangerer aktiviteter i årets løb og står til rådighed med råd og vejledning til både værtsfamilie og udvekslingsstudent.

Alle kan blive værtsfamilie

Det kræver ikke et stort hus, særlige sprogkundskaber eller egne børn i teenagealderen at blive værtsfamilie. Det kræver bare, at du er interesseret i unge mennesker og i at lære dem noget om Danmark og danskerne.

Mange af studenterne er vant til at dele værelse, have udearbejdende forældre, små søskende og hvad der ellers hører til i en almindelig dansk familie.

  • Det vigtigste er, at du ønsker at lære et ungt menneske at kende, og at du har overskud til at lade ham eller hende blive en del af din hverdag, siger Bente Johansson.

Helt almindelige unge mennesker

Udvekslingsstudenter er helt almindelige skolesøgende unge mellem 15 og 18 år. De har søgt om et udvekslingsophold gennem AFS i deres hjemland og er blevet vurderet på en række faktorer, herunder modenhed, selvstændighed, åbenhed, tolerance og skolestandpunkt.

De kommer til Danmark, fordi de har lyst til at lære en ny kultur og et nyt sprog. De skal indgå som et almindeligt medlem af familien, gå i den lokale skole og skabe sig deres eget liv med venner og fritidsinteresser.

Støtte fra organisationen

AFS Interkultur står klar med hjælp på følgende områder:

  • Gennem lokalforeningen på Fyn findes en kontaktperson, der yder støtte til jer og til udvekslingsstudenten undervejs i forløbet.
  • Vi klarer alle formaliteter omkring rejse, forsikring, skoleansøgning, etc.
  • Vi tilbyder informationsmøder og uformelle sammenkomster med andre værtsfamilier såvel før som under opholdet.

Hvis der er nogen blandt læserne, som har lyst til at dele deres hverdag i 5 eller 11 måneder med én af de mange søde og alsidige unge, som kommer hertil i august, så kontakt Benthe Johansson fra lokalforening Fyn på tlf. 24 81 85 33. /hef

Del denne historie på: