Nyt borgerforslag om at oprette deponering af eternit og fast pris for nedtagning og bortskaffelse af eternittage
24. maj 2025
For nogen måneder siden skrev Bjarne Hansen et indlæg om asbest – en regning sendt til os i udkanten. En rigtig fin artikel, som jeg er enig i. Lokalavisen er for lille et forum til at ændre tingenes gang. Der er behov for et borgerforslag, og jeg har tjekket p.t. er der ikke lanceret et borgerforslag, så min opfordring er at en gruppe berørte personer lægger et borgerforslag på nettet, og med SoMe får vi 50.000 underskrifter samlet.
Jeg har ikke tjekket baggrunden for eller hensigten med asbestloven fra sidste år, men mine tanker efter at have læst føromtalte indlæg og uden faktatjek ser således ud:
Borgerforslag
Der er asbest i en del produkter, og det kendes især fra eternittagene som blev udviklet og produceret i Ålborg. Det var jo et erhvervseventyr i de dage, og det skabte mange arbejdspladser, og først senere opstod problemerne og resultatet i form af uhelbredelig sygdom for mange tidligere asbestarbejdere.
Eternittaget blev for mange et billigt alternativ, som blev brugt ved den store vækst i landbruget i 60erne og 70’erne og tilsvarende i byggeboomet for privathuse og i renovering af tage på ældre huse. Tagpladerne var billige i indkøb og hurtige at lægge op for håndværkerne eller gør-det-selv folket, og taget blev lovet en levetid på 60 – 80 år.
Lidt hovedregning, i 2025 samt de kommende år, er det tid at tænke på udskiftning af det gamle tag. Måske kan det holde i endnu 10 eller 20 år, og måske bør man skifte hurtigere inden der sker forvitring og vind- eller vandskade. Kan man gør-det-selv eller finde en arbejdsmand til at tage det ned og så hyre en håndværker til at lægge et nyt tag. Det vil være valget for rigtig mange på landet. [fordi husets salgspris ikke stiger ved en udskiftning af taget – det sker i byerne men næppe på landet]
Med den ny lovgivning, så er der gjort et kraftigt indhug i borgerens råderet og økonomi, fordi fra 1.1.2025 må eternittaget kun nedtages af professionelle i rumdragter og med certifikat på evner til sikker nedtagning og bortskaffelse til deponi. Håndværkere er dyre, langt dyrere end en arbejdsmand og langt dyrere end gør-det-selv, og effektiviteten er nedsat af udstyr, så timetallet og prisen bliver derfor fordoblet.
DEN MERPRIS bør Folketinget kompensere borgeren for. I lighed med ekspropriation af jord, og den omkostning staten havde ved nedgravning af mink i forbindelse med minkloven, så bør staten også bære den merpris som ejeren har ved at nedtage det asbestholdige eternittag.
Mit forslag er, at Staten er innovativ og på forkant med det store behov for deponi af Asbest. Stat og kommuner skal finde og godkende deponi i hele landet, og evt. indføre en reservering, så deponiet kan følge med i tid og plads for modtagelsen.
Grøn omstilling i landbruget, giv naturen tilbage, solcelleparker, vindmølleparker, og deponi kan jo ikke blandes i en skøn forening. Det må jo skilles ad. En opgave for myndighederne.
Mit forslag er, at der sættes en m2 pris for nedtagning og bortskaffelse af de gamle eternittage. En pris på max 100 kr/m2. Momsfrit for boligejere, evt. med moms for landbrug og virksomheder. Når det er tid til nedtagning, så indbetaler ejeren 100 kr * tagareal i m2 til deponiet og får en tid i kalenderen og tildelt eller vælger en godkendt virksomhed til arbejdet, som så betales af staten.
Mit forslag betyder, at staten vil ønske at effektivisere og reducere omkostningen, og hermed har vi skabt en ny mulighed for et erhvervseventyr, nemlig drone og robotteknologi. Kan man forestille sig, at tagpladerne fjernes med robotarme og kraner samt i lukkede lastbiler, der er indrettet til bortskaffelse og sikker aflevering på deponiet.
Tanken om robotter opstår, fordi der er masser af 50 meter lange grisestalde og kyllingestalde, og det er oplagt at lade en mand på jorden tilse og fjernstyre en robot, som kan gøre arbejdet effektivt og hurtigt, måske med støvsuger til opsugning af asbestfibrene. Mange eternittage på private ejendomme er ligeledes store plane flader, som er oplagte for en robot.
Denne løsning vil sikre, at tagene bliver taget ned inden de forvitrer eller falder ned af sig selv, og dermed spreder asbest støv.
De professionelle håndværkere, der har taget certifikat til asbestarbejde, bliver ikke arbejdsløse, for dels er der tage med kviste og krummelurer, og desuden er der asbest i mange loftsplader og skillevægge. De øvrige håndværkere er bedre tjent med at supplere deres ordrebog med lægning af nyt tag, end at sukke efter et asbestcertifikat.
Hvad er alternativet?
1) Ejeren gør ingenting. Prisen for nedtagning afskrækker, så beslutning om nyt tag udskydes og tages aldrig. Forvitring og vind vil ødelægge taget, og ejendommen går til grunde og bliver en asbesthob.
2) Ejeren gør noget ulovligt og hivet taget ned og dumper det i en mose.
3) Ejeren betaler prisen for professionel nedtagning, og det bliver på bekostning af velfærden for børnefamilien.
Hvis alternativet ikke er spiseligt, så skal prisen for ejeren sættes så lavt, at alle kan deltage og lave en reservering på deponiet.
Hvis robotterne kan gøre arbejdet til en lavere pris end betalt til deponiet, så skal ejeren selvsagt have forskellen tilbagebetalt.
Danmark er storslået og kendt for innovation, udvikling, robotudvikling, så hvorfor ikke gå fuldt ind og opfordre erhvervslivet til at byde ind med løsninger. Danish Design.
Men først og fremmest, så er det statens ansvar og staten der skal betale for kravet om certificeret nedtagning og deponering. Vil du være med til at stille borgerforslag så kontakt Jane Prior, cand.merc.aud, Orte Byvej 28, Orte.

