Ny asfalt på Fynske Motorvej ved Nørre Aaby

Nr. Åby

Fra torsdag den 25. august og cirka 8-10 dage frem skifter Vejdirektoratet asfalten ved Nørre Aaby på Fynske Motorvej. Asfaltarbejdet bliver udført i aften- og nattetimerne.

Snart kører asfaltmaskinerne igen på Fynske Motorvej, og denne gang bliver den varme asfalt udlagt på en cirka to kilometer lang strækning ved Nørre Aaby i begge kørselsretninger.

Det er sidste etape asfaltarbejde på udvidelsesstrækningen på Vestfyn, der bliver gennemført i år, og når asfaltarbejdet er udført, åbner motorvejen i alle seks spor med 130 km/t i begge retninger på strækningen mellem Ejby (frakørsel 56) og Nørre Aaby (frakørsel 57). I dag er der kun åbnet for 130 km/t i vestgående retning.

Sådan foregår arbejdet

Først bliver den gamle belægning fræset af, så man kan reparere den underliggende belægning. Herefter vil der blive udlagt en ny og mere klimavenlig asfalt og påført nye vejstriber.

Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.

Information til trafikanterne

Asfaltarbejdet foregår i aften- og nattetimerne i tidsrummet mellem kl. 19.00 og 06.00, og hastigheden bliver sat ned til 80 km/t i hele arbejdsperioden.

Tilslutningsanlæg Nørre Aaby <57> vil være spærret nogle aftener og nætter, hvor trafikanter henvises til andre rampeanlæg.

Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Del denne historie på: