Da Lis Holmehav fra Hestagergård i Brylle Vesterlaug i 1976 stoppede sin karriere som jockey, kunne hun se tilbage på flere hundrede galopløb med 59 sejre, hvor Se og Hør Pokalen i 1971 var hendes største triumf. 

– Jeg var blevet nr. 2 i Odense i kvalifikationsløbet, men vandt så i Klampenborg, husker Lis Holmehav, der stoppede som jockey i 1976, fordi hun var blevet gravid med sit første barn. 

Men det var kun som jockey, at Lis Holmehav stoppede, for hun fortsatte med at træne galopheste og med at have heste i pension. 

Heste havde nemlig fra barnsben været et fixpunkt for Lis – og er det fortsat for hende – i tre år efter mandens død i 2018 har hun endda været ene om at passe hestepensionen. Og hun bliver bare ved, selv om hun, der lige om lidt fylder 79 vel kunne tillade sig at stoppe eller bare drosle ned for aktiviteten. Men nej, sådan er det ikke. 

Numre på hesteryg

Jeg har altid været til fart og spænding, siger Lis. 

Inspireret af Cirkus Schmidt begyndte Lis, da hun var 13-14 og en fire år yngre nabopige at lave om ikke akrobatik, så dog numre på hesteryg – de stod oven på hestene. 

– Mine forældre opdagede det næsten ikke – for bønder sover jo til middag, og det var i middagsstunden, at vi boltrede os i hestestalden, siger Lis, der allerede som 18-årig fik motorcykelkort. 

Praktisk begavet

– Jeg er nok, som Niels Hausgaard har sagt det, praktisk begavet. Så jeg var mest til det udenfor og ville hellere hjælpe min far med bedriften fremfor at udføre de huslige sysler. Og det fik jeg så lov til, vel fordi mine forældre kunne se, at det var der mere brug for, siger Lis.

De første år red Lis på hesten Claus af den jyske hesterace, dvs.  en velvoksen hest. 

 – Den var derfor god at stå på og jeg red også ringridning på Claus. Ringridning var nemlig dengang meget populært på landet, fortæller Lis. 

Ingen plads til luxusheste

Lis’ lyst til fart og spænding accelererede den dag, en nabo tog hende med til galopløb på Fyens Væddeløbsbane i Odense, hvor hun blev optaget af hesten Nydalon. 

Hun spurgte sin far om hun måtte få en galophest? 

– Vi kan ikke have to luksusheste, sagde min far til mig. Det luxuriøse skyldtes, at han netop havde købt en traktor, og så blev vores hest Claus allerhøjest brugt til at harve og tromle.

Det endte med at hesten Claus blev solgt til en husmand i Broby, og så fik Lis sin galophest. 

Baglæns opstigning på Claus

Det var ikke nemt for Lis at skille sig af med Claus, for det havde været ”hendes” hest i mange år. 

– Da jeg var lille var det ikke nemt at komme op på Claus, som jo var en stor hest.

– Jeg smed en godbid på jorden, og når Claus bukkede sig efter den, satte jeg mig op på nakken af den. Og når jeg gav ham et kærligt bank på kinderne, rejste han sig op, og jeg gled så ned på ryggen af ham og tilbage var kun at vende mig om, siger Lis. 

I begyndelsen stod hendes galophest opstaldet på væddeløbsbanen i Odense, hvor Lis også fik lært lidt om at ride galop, men primært er hun selvlærd jockey. 

– Jeg cyklede ind til Odense, indtil vi fik hesten hjem til Brylle husker Lis

14 år gammel red hun sit første galopløb, som skabte lidt murren i krogene hos de erfarne jockeyer. 

– Vi vil ikke ride mod børn, sagde de. Men det blev de tvunget til, for der var mangel på jockeyer, fortæller Lis. 

Alternativ til 

vanvidsbilsme

Også nu om stunder er der mangel på jockeyer. Og det undrer på en måde Lis. 

– Når jeg hører om unge vanvidsbilister tænker jeg, hvorfor får de ikke deres lyst til fart og spænding styret på galopbanen, jeg ved, at nogle drenge er glade er for at køre speedway, men galop – det er også fart og spænding.

Tilbage til den nyudklækkede jockey. 

Lis viste sig at have talent for galopsporten og havde også kræfterne til den strabadserende sport. Ikke bare i stalden derhjemme, men også på Verninge Kittelfabrik, hvor hun begyndte at arbejde, da hun fik sin galophest. Lis fik lært at sy, og det havde hun stor gavn, ikke mindst da hun fik sine to børn. 

Ikke blød at røre ved

At Lis trods sin spinkle statur var fysisk stærk, kom til udtryk engang hun var til fest på hendes mands arbejde. 

– Jeg var ude at danse med en min mands kolleger, som efter nogle minutter sagde til mig: Sig mig, hvad laver du til daglig. Jeg har nok ikke været så blød at røre ved, siger Lis med et lille smil. 

Det første galopløb bliver til mange i de næste otte år, hvor Lis primært besøger væddeløbsbanerne i Billund, Odense, Aalborg, Aarhus og København. Kun en enkelt gang deltog hun i et invitationsløb i Stockholm. 

Når Lis skulle til galopløb, kørte hun selv bilen. Med sig havde hun sine staldpiger. 

– For os var det nærmest en udflugt, hvor vi fik både kaffe og rundstykker, husker Lis. 

Som regel var der tale om dagture. Men når hun stillede op med to-åringer tog hun afsted dagen før løbet, sådan at hesten kunne nå at stifte bekendtskab med banen. 

I stedet for at arbejde på Verninge Kittelfabrik indrettede Lis hestepension på gården, ligesom hun også trænede andres galopheste. 

Piger fletter hale og man

Til at hjælpe sig havde hun hesteglade piger, som mod at have deres heste opstaldet hjalp til i stalden. 

– Det er noget sjovt noget med piger. De kan bruge timer på at flette haler og man (manker), og hygge sig med deres heste. Men de har sjældent lyst til at ride galop, siger Lis. 

Selv om Lis stoppede med at ride galop i 1976, fortsatte hun med at træne galopheste og i øvrigt have heste opstaldet. Mens det gik højest, havde hun 30 heste i sin stald. 

Mens Lis’ mand arbejdede som værkfører tog Lis sig af hestepensionen, og det var et arbejde, som gjorde at hun blev bundet til stedet dag ud og dag ind, år ud og år ind.

Mor altid hjemme 

– Der har ikke været noget med ferierejser for os – vi kunne jo ikke rejse fra menageriet, siger Lis.

Det er nu ikke Lis, som bruger udtrykket ”bundet”. 

Jeg føler mig privilegeret, for jeg kunne gøre, hvad jeg ville – alle ugens syv dage – uden at holde ferie, og så kommer der nok et lille smil hos Lis, som har endnu en positiv vinkel på sin opbundne tilværelse. 

Min to børn har sagt til mig: hvor var det dejligt, at du altid var hjemme, når vi kom hjem fra skole. Det var godt at høre, siger Lis. 

I dag er Lis ene om at passe sit sted, for manden døde for tre år siden. Hun har dog heller ikke længere 30 heste at tage sig af, men dog en lille flok galopheste. 

Den ene, som kun er et år, kunne godt gå hen og blive rigtig god, siger hun. I stalden har hun også Cosco på 11 år, der for længst er gået på pension som galophest. 

Cosco opdrager de unge 

– Den vandt ikke så meget, men er god at have i stalden, for den er med til at opdrage de unge, siger Lis.

Udenfor i en fold har hun også islænderheste gående.

– De er gode at ride på, fortæller Lis om islændere, der. siger hun, er rimeligt intelligente. 

Anderledes med galopheste. 

– Det er de mest intelligente heste, der findes, men det er også de mest pirrelige, har Lis erfaret.

Det ligger i blodet: 

Niecen Heidi deltog i 2002 i stævnet Royal Windso

Som barn delte Lis Holmehavs lillebror Leif ikke hendes hesteinteresse. 

Den kom først, der han mødte Irene, der var en både dygtig og ivrig rytter. 

Deres datter, Heidi Holmehav, har til gengæld haft hesteinteressen fra hun var en lille pige. 

-Jeg var vel 8 år, da jeg fik ponyen Bølle, fortæller Heidi, som blev en flittig gæst hos sin faster, hvad der også var overkommeligt, da hun boede i Holmehave ved Verninge. 

-vJeg er privilegeret ved at have kunnet ride lige så tosset, jeg ville, siger Heidi. 

Galophest for konfirmationspengene

Hun fik også smag for galopsporten og købte en galophest for sine konfirmationspenge. I det følgende år var hun jockey med stort J og nåede at besøge væddeløbsbanerne i Odense, Aarhus og Klampenborg ved København. Men snart tabte hun interessen for galopløb. 

– Det jeg gik op i, var ikke så meget konkurrencen, som den daglige omgang med heste, siger Heidi.

Efter skolen kom hun i lære som dyrepasser, og arbejdede bl.a. i to af Kirk-familiens stutterier. 

– Fantastiske steder at arbejde, siger Heidi. 

Hun fik arbejde hos dyrlæge Knud Jørgensen i Horsens, der var bidt af firspands-hestevognskørsel, og det betød at hun deltog i flere løb som hjælper. Ved firspandskørsel er derforuden kusken tre hjælpere, hvor de to skal være med i hestevognen under kørslen.  

Til stævne med Prince Phillip

Jeg var bl.a. med i stævnet Royal Windsor, hvor den ny afdøde Prince Philip var til stede. Det var nu ikke fordi jeg så ham ret meget, for der var jo en milliard mennesker til stede. 

Senere i 2002 var hun med til VM i firspandskørsel, som foregik i Spanien, hvor man dystede i dressur, præcisionskørsel og maraton/cross. 

Efter nogle år skiftede Heidi spor, i det hun tog en HF for siden at uddanne sig til farmakonom. 

Ride, gør hun dog fortsat – og selvfølgelig hos sin faster.