Lars Merrild fra Hjallese havde lørdag formiddag trillet sin rollator hen foran Fyns Veteran Knallertklubs stand, og den – rollatoren – sad han på, mens han fik en snak med Finn Holck Kvindeborg fra Sanderum og mange andre, der også havde benzin i blodet og derfor havde fundet et Mekka i Hal 2 i Vissenbjerg Idræts- & Kulturcenter, hvor Kurt ”Kubik” Larsen for tredje år i streg holdt stumpemarked med stande, der flød over med dæk, karburatorer, instruktionsbøger, nummerplader, legetøjsbiler, lettere brugte motorcykler og skærme, som man kunne banke rust på i timer uden at blive færdig, værktøj og meget, meget andet godt – ja og selvfølgelig også fadøl og grillmedister.  

Lars har først for nylig meldt sig ind i Fyns Veteranknallert Klub, som i år har 11 ture på programmet.  Ture, hvor knallerterne navnlig slider på den fynske asfalt, og ture, som normalt indledes med rundstykker, kaffe og en lille en til halsen samt først og sidst en masse gode snakke om dengang farfar var ung. 

Både ligvogn og hjertestarter

Da Folkebladets reporter første gang skrev om Fyns Veteranknallert Klub for 20-24 år siden fulgte der en ledsagerbil – kaldet ligvognen – med beregnet til de knallerter, der fik motorstop undervejs. 

I dag tænker klubben også på de knallertkørere, som måtte få hjertestop under løbet. 

– Ja, vi har både ligvogn og hjertestarter med, siger Finn med et lille smil. 

Motor til den trehjulede

Lars fortæller, at han altid har været en adrealin-junkie.

– Da jeg var tre år, kørte jeg hen til smeden i Davinde og bad ham om at sætte en motor på min trehjulede cykel, fortæller Lars, som kom til verden i 1952. 

– Smeden har nok taget mig ved hånden hen til mine forældre, som næppe var klar over, hvor jeg var henne. Jeg var som en sæk lopper dengang, fortæller Lars. 

12 år gammel fik han sin første knallert. 

– Det var en DKW, blev lavet i Tyskland, og det var den danske ingeniør Jørgen Skafte Rasmussen, der havde grundlagt fabrikken. Vi købte knallerten for 40-45 kroner hos Carlos Ophug i Vigerslev ved Søndersø, fortæller Lars. 

I de følgende år kørte Lars rundt derhjemme på marken og i plantagen. 

Debut på Stige Ø

Da han var 17 eller 18 fik han lyst til at prøve sig af på slaggen på Sitge Ø, hvor der blev kørt speedway. 

Det var en underlig oplevelse for Lars, der var vant til at kunne køre til han segnede. 

– Når vi havde kørt fire omgange, skulle vi stoppe – sådan at andre kunne komme til. 

– Jeg spurgte så om, jeg ikke bare kunne blive ved med at køre, og fik at vide, at det kunne jeg, når træningen var slut klokken 20. 

Der skete så det, at man spurgte mig, om jeg ville køre løb dagen efter – det var mod Smeden i Hjalleses hold. 

– Jeg sagde ja og hældte flyverbenzin på knallerten – det havde jeg, fordi jeg legede med modelfly. Jeg vandt så løbet, men sagde nej til at køre speedway. For jeg ville køre motocross. Og det kom jeg til hos Ove Møller, som blev min mentor. Han var en af landets fem bedste motocross kørere. 

I de næste omkring 18 år gik det så over stok og sten for Lars. 

– Det sidste løb, jeg vandt, var et parløb, hvor jeg kørte sammen med Morgan Haugård. 

Det blev også mit sidste løb, for kroppen var simpelt hen slidt op, husker Lars, der også har været bidt af en gal racercykel og andre tohjulede med rugbrødsmotor. 

– Jeg cyklede hver eneste dag til og fra Lindø (hvor han arbejdede). Om sommeren på racercykel og om vinteren på en specialcykel, som jeg selv havde bygget. Så kunne jeg køre til Lindø selv i snestorm, sagde Lars, som bedyrer, at han har så mange historier, at han kunne snakke løs i flere dage. 

– Det er simpelthen ikke muligt at få bobslæder lige nu – og det skyldes, at der ikke har været snevejr i flere år, siger Palle Knudsen.