Integration på fodboldbanen

Assens

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Deltagerne i Assens FC’s foldboldskole får ikke bare lært at drible og sparke inderside- og vristspark. Det er også en social skole, hvor der skabes venskaber på tværs af kulturer.

– Så se dog at komme ned til det mål, råber en langlemmet fodboldspiller, der er mindst en halv gang højere end de mindste på holdet. Lige i øjeblikket kan man godt blive revet med af spillet og kampen for at vinde, men denne dag på grønsværen handler om noget andet end bare at være bedst.

De 43 deltagere i Assens FC’s fodboldskole spiller efter et par dage, hvor de har trænet teknik og været delt op i grupper – de gode for sig selv, de mellemgode med de mindre gode, fordi de har godt af at føle, at de er de bedste, som skoleleder Arne Olsen formulerer det, delt på kryds og tværs af alder, erfaring og evner til fodboldspillet. Her handler det om, at alle skal være med og at tage hensyn til hinanden.

Men får man overhovedet som lille pige et ben til jorden – eller rettere fod på bolden – på et hold, hvor der også er både store og hurtige drenge?

– Ja, og vi vandt, siger en af de mindre piger efter kampen. Hun går til fodbold i sin fritid, og dette er hendes første fodboldskole, og hun synes, hun lærer meget.

– Vi lærer at drible og at passe på hinanden og spille til hinanden, siger hun.

– Jeg har scoret seks mål i dag, siger en stolt Mohammed, der har spillet fodbold siden han var tre år. Det er sjovt at være med, man møder nye mennesker og får nye venner, siger han.

Det sidste har Arne Olsen også lagt mærke til. Når fodboldskolen slutter klokken 15 laves der mange aftaler på kryds og tværs af etnicitet om at lege sammen om eftermiddagen eller om at mødes ved Arenaen for at spille bold, fortæller han.

Næsten halvdelen af de 43 deltagere har anden etnisk baggrund end dansk. Det skyldes, at Danfoss Fonden har sponsoreret fribilletter til de tosprogede deltagere. De var i første omgang til ukrainere, men da der ikke var så mange af dem i Assens, fik også andre via Røde Kors muligheden.

Uden fribillet giver man 999 kroner for fem dages fodboldskole inklusive tøj og en fodbold, 150 kroner mindre ved tilmelding før 1. juni.

– Jeg er lidt modstander af den sponsorering, for jeg ved, at der her i Assens også er danske enlige forældre, der ikke har råd til at sende deres barn på fodboldskole. Når der kommer en her og spørger, er det svært for mig at sige nej til, at deres barn må være med, siger Arne Olsen – men Røde Kors må ikke sponsorere danske børn, konstaterer han.

Han tager en fløjte til munden og fløjter, så det kan høres i det fjerneste hjørne af de fire baner, hvor i alt otte blandede hold kæmper mod hinanden. Nu er det tid til en ispause.

Del denne historie på: