Fra fattiglemmer til turister: Tidligere asyl er nu bed & breakfast
Gundestrup
9. juni 2025
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Fattighus, asyl, produktionsvirksomhed og også Jesper Rainers barndomshjem. Nu har han og hustruen Emalyn Panot Rainer bygget huset om igen og inviterer gæster inden for til overnatning.
Alt er nyt. De seks værelser med dobbeltseng og en sovesofa med plads til yderligere et par sovende gæster. To splinternye badeværelser og ditto køkken med alt, hvad man har brug for inklusive vaskemaskine og tørretumbler. Udenfor en 3000 kvadratmeter stor have.
Da Jesper Rainers mor, Kirsten Grønning, døde for tre år siden, overtog han huset, som også var hans barndomshjem, og de seneste par år har det stået på ombygning.
Hans forældre drev nemlig i en årrække en grafisk virksomhed på adressen Tobovej 60. Så alt indmaden måtte ud og huset bygges op igen indvendig, så det i dag lever op til alle de krav, der stilles til moderne boliger, og for at det også kan bruges til udlejning er så brandsikret, at selv et spindelvæv kan sætte gang i brandalarmen.
– Jeg tror, der blev kørt 50 lastbiler med murbrokker væk af mine forældre, og jeg har nok kørt lige så mange lastbiler til, bemærker Jesper Rainer om den omfattende ombygning.
Hvor der før var fotolaboratorium er der i dag køkken med spisepladser, det tidligere produktionslokale er omdannet til en lang gang og seks værelser og en tidligere trappeopgang er blevet til et af to badeværelser.
Fattighus
Selv om der er tale om en total ombygning, så er det samtidig en tilbagevenden til det, der var en gang. For Tobovej 60 er et hus med masser af historie.
Oprindelig var det et fattighus. Nytårsaftensdag 1887 flyttede 82-årige Ane Katrine Madsdatter ind og fik som den første sit navn i protokollen. Fire år senere kunne man også vælge at bo der mod betaling, og huset blev omdøbt til Asylet.
Under 2. Verdenskrig lagde det lokaler til sognerådets møder, og det var, fortæller Jesper Rainer også her, man hentede sine rationeringsmærker.
Da Asylet lukkede 1. februar 1969, var der tre beboere tilbage, som blev overflyttet til De Gamles Hjem i Tommerup.
Jesper Rainer har været på besøg på lokalhistorisk arkiv for at grave lidt i husets historie og har fået kopier af nogle af de dokumenter om Asylet, som arkivet lå inde med. De er nu ophængt i den lange gang, så også husets gæster kan få historien med.
Erfarne udlejere
Jesper og Emalyn Rainer er ikke helt nye ud i udlejning af værelser. De har i forvejen et Casa de Rainer på Amager, Casa de Rainer Copenhagen, hedder det, som der er stor efterspørgsel på, og tænkte, at der også kunne være basis for et i mere landlige omgivelser.
– Der er ikke så mange overnatningsmuligheder i området, måske skal man holde fest og har brug for et sted til overnattende gæster. Det kan også være, man bare kunne tænke sig overnatning i mere landlige omgivelser, hvor den eneste larm er fuglesangen, nævner Jesper Rainer, der allerede kan notere fem bookinger på fem dage.
– Ideen er god overnatning til en overkommelig pris for familier. Det koster typisk 500 kroner for et værelse for en enkeltperson og 100-150 ekstra for de følgende, fortsætter han.
I haven skal der være grillplads med udsigt til solnedgangen, og planen er også at opføre et skur til rygere samt legeredskaber til børn. Det er også tilladt at have hunde med i Casa de Rainer.
For at være sikker på, at alt er, som det skal være, startede parret med selv at flytte ind i det ene værelse.
– På den måde kan vi finde fejl, og vi har for eksempel konstateret, at der var et stik på det ene badeværelse, som ikke virkede, og det går jo ikke, hvis man skal have føntørret håret, siger Jesper Rainer med et smil i retning af sin kone, der har skulderlangt hår.
-I den anden ende af huset samt tagetagen er parret selv ved at få indrettet en privatbolig. Endnu bor de i Odense og er ikke helt færdige med at overveje, om de skal flytte permanent til Gundestrup. Jesper Rainer driver også to andre virksomheder, en tandklinik i Polen og et vikarbureau især for håndværkere, men på sigt håber de at kunne leve af de to udlejningssteder, fortæller de.Man kan blandt andet finde Casa de Rainer på udlejningsbiler booking.com.



