Den 24. december 1818 bankede præsten Joseph Franz Mohr på hos sin ven, organisten Franz Xaver Gruber, som boede i den lille østrigske by Arnsdorf bei Leiden. 

– Ja, her er så digtet, som jeg gerne vil have dig til at lave musik til, sådan at vi kan synge det ved midnatsmessen. 

Sådan kan Joseph Mohr meget vel have sagt. Sikkert er det, at Joseph Mohr to år tidligere havde nedfældet ordene på papir. Sikkert er det også, at Franz Gruber komponerede melodien den 24. december.

Sikkert er det også, at de to sang salmen i forbindelse med midnatsmessen i Santk Nikolauskirken i Oberndorf nord for Salzburg, hvor Joseph Mohr virkede som præst. 

Franz Gruber akkompagnerede på sin guitar, mens kirkekoret sang med på de to linjer i hvert vers. 

Og dem var der seks af i digtet, som Mohr kaldte for ”Weinachts Lied”, selv om den skulle blive kendt som ”Stille Nacht, Heilige Nacht”. 

Mus spiste af orglet?

Når Gruber ikke akkompagnerede på orglet, skyldtes det, at det var i udu på grund af en vandskade. Eller fordi et par sultne mus havde spist af orgelbælgene.  Måske, for måske er det blot tale om skrøner. 

Orgelbyggeren Carl Mauracher fra Zillertal tog dog efter sigende salmen til sig i 1819 efter et besøg i Oberndorff og han introducerede den i Tirol, og en række kor begyndte at optræde med den rundt omkring i Europa. Især de to kor, der bestod af Strasser-familien og Rainer-sangerne fra Zillertal, gjorde salmen internationalt kendt. 

Sunget i New York 1839

I 1832 blev den sunget i Leipzig, i 1839 i New York, i 1840’erne i Berlin og i 1859 oversatte den amerikanske præst John Freeman Young salmen til engelsk, dvs. han nøjedes med at oversætte tre af versene. 

Siden da har salmen gået sin sejrsgang kloden rundt. 

Oversat til 194 sprog?

Den skulle – siger en kilde –  i dag blive sunget på 300 sprog og dialekter, en anden kilde, at den er oversat til 194 sprog og findes i mindst 225 oversættelser. 

Sikkert er det, at tallet er stort. 

Salmen er også optaget som en del af Unescos Verdenskulturarv. 

Joseph Mohr når ikke for alvor at møde hyldesten for at have skrevet alle tiders julesalme. 

Udbredelsen tager trods alt år – sådan var det jo i en analog – og ikke en digital – verden 

Joseph Mohr dør nemlig allerede som 56-årig i 1848 af en lungeinfektion. 

Hvem komponerede?

Franz Gruber når at opleve, at salmen bliver et hit. Men paradoksalt nok, bliver han ikke rigtig krediteret for at have lavet melodien. 

Datidens musikalske Kloge-Åger mente, at komponisten måtte være en af de store og gættede på at det var Haydn, Beethoven eller Mozart og ikke en simpel og gemen organist i en lille østrigsk by. 

Manuskript dukker 

op i 1995

I 1995 standsede diskussionen, da et originalt manuskript dateret til 1820 dukkede op. På det manus står der i øverste højre hjørne ”Melodie von Fr. Xav. Gruber”. 

På dansk findes der flere – jeg mener at have set i hvert fald tre tekstnære – oversættelser på både 3 og 4 vers. 

Ingen af dem har nået større udbredelse. 

Den udgave, vi synger, er ”Glade jul, dejlige jul”, som er B.S. Ingemans gendigtning fra 1850. 

Ingemann hitter i Danmark

Hvorfor det er gået sådan, har jeg et bud på. Nemlig, at vi i en grad har taget Ingemanns billedrige og barnligt-glade tekster til os – sådan som vi også tog hans morgensange for børn fra 1837 til os. Det var sange af samme tilsnit. Og dem elsker også vi voksne at synge også i 2020: Jeg behøver bare nævne ”Nu titte til hinanden”, ”I østen stiger solen op” og ”Lysets engel går med glans”. Ikke sandt. 

Nævnes skal også melodierne – hvor især Weise har sat melodi til Ingemans salmer. 

Vi foretrækker med andre ord den barnligt glade salme frem for den mere andagtsfulde. 

Til sidst historien om dengang soldaterne sang salmen i Flandern juleaften 24. december 1914. 

Da julefreden sænkede sig over skyttegravskrigen i 1914

Det var den første krigsvinter i 1. verdenskrig. 

I skyttegravene ved Pont Rouge ca. 15 km syd for Ieper/Ypres havde de tyske soldater pyntet et juletræ med levende lys, som kunne ses på den anden side af ingenmandsland – altså området mellem de tyske og de engelske soldater. 

Om aftenen begyndte de tyske soldater at synge ”Stille Nacht, Heilige Nacht”. Da sangen klingede af, begyndte de engelske at synge ”Silent Night, Holy Night”. 

Ifølge en historie skulle franske soldater derpå tage over med ”Douce Nuit, Saint Nuit”. 

Måske.

Sikkert skulle det dog være, at de engelske og tyske soldater faktisk mødte og udvekslede smøger og smågaver. Og dagen efter skulle de også have spillet en fodboldkamp. 

Hærledelserne på begge sider af fronten blev rasende over dette initiativ. 

Det går selvfølgelig ikke at soldater begynder at fraternisere med fjenden. For en soldat skal uden tøven – når kommandoråbet lyder – springe op af skyttegraven – fyre løs på fjenden og støde sin bajonet ind i brystet på den første modstander, han møder. Og det frygtede hærledelserne, at nogle soldater ville have svært ved, hvis de kort forinden havde hygget sig sammen over kaffe og en pibe tobak, alt imens de så på hinandens billeder af koner, kærester og børn. 

Så derfor blev den slags på det strengeste forbudt og flere tropper blev omgrupperet, sådan at slagterierne kunne fortsætte.