Det store juletræ tændes i Vissenbjerg
Vissenbjerg
Den 27. November er første søndag i advent, og traditionen tro bliver der sat et stort juletræ op på den gamle rådhusplads i Vissenbjerg. Træet bliver udstyret med en lyskæde med LED pærer, der skal tændes af julemanden.
Hele arrangementet starter med adventsgudstjeneste i kirken klokken 15.00, herefter går man i fakkeltog til pladsenved det tidligere rådhus ca. klokken 15.45. På pladsen bydes der på gløgg, varm kakao og æbleskiver. Spejderne laver æbleskiver på bål og sælger brændte mandler til fordel for spejderarbejdet.
Julemanden ankommer i hestevogn cirka klokken 16.15 og deler godteposer ud til børnene. Og så skal der selvfølgelig synges julesange, inden julemanden tænder lyset på juletræet.
Som tidligere har lokale forretninger og erhvervsdrivende støttet arrangementet, og arrangørerne retter en stor tak for opbakningen, der har gjort det muligt at fastholde denne tradition.
Bag arrangementet står menighedsrådet, Vissenbjerg Borger- og Kulturforening, Vissenbjerg Lokalhistoriske Forening og Vissenbjerg Spejderne.