50 år med tennis i Aarup

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Åbent hus lørdag 19. august 2023

Det er gået op og ned for Aarup Tennisklub i de 50 år, klubben har eksisteret.

I dag har klubben ca. 50 medlemmer, men forhenværende bagermester Bjarne Ådal fortæller, at klubben en overgang havde over 200 medlemmer og måtte holde klubmesterskaber i både en a og en b-række.

Op- og nedturene til trods er der dog en konstant, nemlig at Bjarne Ådal altid bliver klubmester. Ja det siger han.

Datteren Maja Mortensen antyder dog med et stort smil, at det nok er seedningen, som Bjarne står for, der gør, at han hvert år kan lade sig hylde.

Folkebladets reporter mødtes søndag formiddag med Bjarne Ådal, Maja Mortensen, Lars Skou Jensen og Claus Melander, der ikke blot går med kasket, men vel at mærke en formandskasket.

Tennis i voksenalderen

Fælles for de fire er, at de først for alvor er begyndt at dyrke tennissporten som voksne.

Bjarne Ådal, der i dag er 76, begyndte således for 44 år siden, da han var først i 30’erne. Datten Maja har kun spillet tennis i ganske få år.

  • Jeg begyndte, da det blev for hårdt at spille badminton, hvor der er for mange vrid, siger Maja.

Claus har været vild med tennis siden han var fem år.

  • Jeg så tennis fra Wimbledon i fjernsynet og blev vild med det.

Det blev dog kun til nogle få år som drengespiller, men da han var midt i tyverne, begyndte han igen at spille tennis, og det var i Køge, dengang i øvrigt at en ung ihærdig pige gav den gas på en af banerne. Med var også hendes storebror, far og mor, husker Claus.

Wosniacki

  • De talte polsk til hinanden, så jeg forstod dem ikke, siger Claus, der år senere blev klar over, at han havde været i klub med Caroline Wozniacki

Den historie vil Claus helt sikkert gerne fortælle igen, når Aarup Tennisklub fejrer klubbens 50 års jubilæum lørdag 19. august klokken 13 med et åbent hus arrangement, hvor klubben byder på en buffet.

Claus kan sikkert også lokkes til at fortælle om den gang, han lavede sin egen tennisketcher. Rammen af krydsfiner og strengene af fiskesnøre. Det viste sig i øvrigt, at rammen ikke var så robust.

Også om vinteren

Han og de øvrige bestyrelsesmedlemmer vil også fortælle, at tennis er en svær sport, som kræver mange ture efter vildfarne bolde, men holder man ud, er det alle tiders sport.

Aarup Tennisklub er for både juniorer og seniorer.

Juniorer betaler 200 kroner i årskontingent, mens seniorerne skal af med 500 kroner. De får dog rabat, hvis en søn eller datter også er juniormedlem.

Aarup Tennisklub har tre baner og klubhus ved Stadionvej. Spillerne mødes en gang om ugen – året rundt, for har det sneet, så bliver den skovlet væk.

Del denne historie på: