De Tre Toppe-løbet er på trapperne
Højfyn
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
24-årige Mads Dyrslund Myrup havde næsten glemt alt om, at han for tre år siden fik stjålet sin scooter. Forleden dukkede den op i havnen i Assens sammen med to andre køretøjer.
Søndag 12. maj går det løs. Da står der for tredje gang De Tre Toppe-løbet i kalenderen, et løb, der for de mest hardcore indebærer bestigning af såvel Frøbjerg Bavnehøj (130 m.o.h) og Brændholt Bjerg (115 m.o.h.) som Dyred Banke (123 m.o.h.) – 21,1 kilometer svarende til en halvmaraton i kuperet terræn.
Der er dog også mulighed for at afkorte turen til 8,5 kilometer og nøjes med at indtage to toppe, Frøbjerg og Brændholt Bjerg i løb eller gang.
Fælles for alle deltagere er, at starten går fra foden af Frøbjerg Bavnehøj. Det er også målområde, hvor Valseværk vil sørge for lidt musikalsk underholdning, der vil være pizza med en øl eller vand til deltagerne efter gennemført løb og mulighed for at købe yderligere drikkevarer.
Også KFUM-spejderne i Tommerup er med i år. De sørger for, at der også sker noget omkring Frøbjerg Bavnehøj, for dem der ikke har mod på en længere løbe eller gåtur.
Her vil der være mulighed for at deltage i et opgaveløb på bavnehøjen og for at bage pandekager eller riste popcorn over bål. Det er ganske gratis at være med her, og der er ingen tilmelding, lyder det fra spejderne.
Bliv foreviget før og efter
Lige som sidste år vil fotograf Peter Fredskild, Tommrup St., vise en udstilling af sine stemningsfulde sort-hvide fotos fra ruten, og deltagerne vil, hvis de ønsker det, vil blive foreviget før og efter strabadserne.
Ved tilmelding på forhånd koster det 120 kroner at deltage, venter man til dagen lægges et gebyr på 20 kroner oveni. Børn fra 0-14 år deltager gratis. Hvis man ønsker at deltage i halvmaraton, skal man være fyldt 15 år. Der er tilmelding online indtil dagen før klokken 23, eller på dagen fra klokken 8.30-9.30. Løbsstart er klokken 10 for alle..
Arrangørerne har været ude at samle bidrag fra en lang række lokale sponsorer for at kunne gennemføre arrangementet, også Assens Kommune bidrager.
I 2023 samlede løbet godt 200 deltagere. I år satser arrangørerne endnu højere, idet der er bestilt 300 medaljer af birketræ med løbets logo, hos et firma ved navn Pokalforum.
Man kan melde sig til løbet via www.tretoppe.dk, og ved at scanne QR-koden andetsteds på siden kan man få yderligere oplysninger, se deltagerliste med mere.