Syv kirker på en sommer

Høj- og Vestfyn

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Vidste du, at en trold var indblandet i opførelsen af Kerte Kirke. Den historie kan du høre mere om, hvis du dukker op ved Kerte Kirke torsdag aften 6 juli klokken 19. Her vil formand for menighedsrådet Lars Kristian Pedersen fortælle om kirken med det bemærkelsesværdige fritstående tårn, efterfølgende vil der blive budt på en forfriskning.

Kirkebesøget er nummer to af en række torsdagsbesøg i udvalgte kirker i Assens Kommune hen over sommeren.

I næste uge, 13. juli, vil Ellen Warring fortælle om Verninge Kirke, ugen efter gælder det Kærum Kirke, der blev anvendt i julefilmen “Jul i købmandsgården” fra 1951. Her er det graver Poul Andersen, der vil føre de besøgende rundt.

Torsdag 27. juli venter menighedsrådsmedlem Gorm Nielsen på interesserede ved Glamsbjerg Kirke, der i modsætning til de øvrige kirker, der besøges denne sommer, ikke er en middelalderkirke. Det er Haarby Kirke til gengæld. Den er en af Danmarks største landsbykirker og betragtes også som en af de smukkeste. Hør her sognepræst Adam Boas fortælle om kirken 3. juli.

Sidst i rækken, torsdag 10. august, er Vissenbjerg Kirke, som også har en rekord. Den er med sine 114 meter over havets overflade den højest beliggende på Fyn og i øvrigt også den længste landsbykirke. Her er det en duo bestående af menighedsrådsformand Hans Peder Christiansen og kirkegårdsleder Stine Nielsen, der viser rundt.

Alle arrangementer begynder klokken 19, de er gratis at deltage i og uden tilmelding.

Del denne historie på: