UGENS KLUMME
Helnæs
Af Helge Desler
Helnæs er altid et besøg værd!
Hvor skal man egentligt bevæge sig hen sådan en dag, hvor solen endelig viser sig fra sin bedste side. Der er naturligvis mange muligheder – også her på Vestfyn – men det er ligesom om, at Helnæs altid vinder i den sidste ende.
Som man kan læse i den lille folder med navnet ”Helnæs, dråben på Vestfyn dejligst hele året”, så findes der nærmest en aktivitet for hver beboer derude, og der opstår hele tiden nye initiativer med spændende arrangementer enten i en forening eller hos beboere.
Og mens vi sad og nød den fantastiske udsigt fra Helnæs Fyr, gik tankerne tilbage, og jeg kom blandt andet til at tænke på den frygtelige ulykke for nogle år siden, hvor to jagerfly stødte sammen over Helnæs, og den ene styrtede ned i noget skovområde ikke så langt fra fodboldbanen. Jeg var ellers til revy på Hotel Phønix i Assens den aften, da der pludselig tikkede en besked ind på telefonen, der fortalte, at der var styrtet et jagerfly ned på Helnæs, så det var bare om at komme af sted. Det var en grim oplevelse, men en god historie til avisen.
En anden af de store oplevelser på Helnæs var noget mere showpræget.
Det var da – nu afdøde – spillemand Kim Larsen en aften ringede til undertegnede. Han fortalte, at han og orkestret skulle bo nogle dage på den gamle skole på Helnæs, hvor de skulle have ro til at øve og planlægge deres kommende program. Han gad ikke besøg af de store aviser, for de fortalte ikke altid sandheden, sagde han. Men hvis vi var interesseret i et besøg, så var vi hjertelig velkommen. Og det var vi naturligvis.
Og det blev en kæmpe oplevelse den aften, hvor Mogens Lykke og undertegnede var sammen med Kim Larsen og hans spillemænd på Helnæs i flere timer.
Jo, minderne dukkede stadig op, da vi har slået os ned ved campingpladsen for at få en kop kaffe. Blandt andet en af skriverkarlens historie fra en tidligere fastligger på pladsen, en tidligere autohandler fra Knarreborg, der i sin tid var impliceret i den kendte sag med skyderi krigens tid i Flemløse.
Og sådan kunne jeg blive ved. Om besøgene hos antikvitetshandlerne eller hos den fantastisk dygtige kunstner Solvejg Refslund, der var kendt viden om. Juletraditionerne på møllen, eller til fodbold på Helnæs ”Idrætspark”, hvor målmanden i en tackling fik slået underbenet om i helt modsatte retning. Stor ståhøj hos spillere og tilskuere på det lille spillested, indtil det viste sig, at målmanden spillede med et kunstigt underben, så da det kom på plads igen, så fortsatte kampen.
Jo, vinterens ro og sommerens livlighed – jo, alle årstider har hver sin charme på Helnæs.