Lad skrot blive til kunst
Workshop hos Galleri Langager 14. april
Galleri Langager og en større gruppe kunstnere tilknyttet galleriet tilbyder en lang række workshops i løbet af udstillingssåret 2024.
Allerede den 14. april kl. 11-16 på Galleri Langager, Ryet 13 på Helnæs, står kunstnerne Vincent Fisker, Karen Vestergaard Madsen og Karina Helledie Vandkrog klar med kyndig hjælp og vejledning til at lave skrot-kunst.
– Deltagerne får mulighed for at skabe noget, de ikke troede var muligt, og komme hjem med et unikt kunstværk, skriver galleriet i en pressemeddelelse.
– Så har du noget godt skrot liggende, eller er du en super ”ting-finder” med skufferne fyldt med ”guld”, og har du lyst at prøve kræfter med upcycling kunst – skabe dit eget mesterværk, så kom og vær med, lyder opfordringen fra galleriet.
Se og læs mere om workshoppen ”Skrot til slot” på www.billetto.dk, hvor det allerede nu er muligt at købe billetter. Søg blot efter Galleri Langager på Billetto, og alle galleriets workshops dukker op. Der er helt bestemt workshops for enhver smag.
Galleri Langagers bestyrelse og tilknyttede kunstnere glæder sig til at se rigtig mange kreative sjæle på Helnæs i årets løb. Når det kan lade sig gøre kun at tage en symbolsk deltagerbetaling, skyldes det støtte fra Assens Kommunes kulturpulje.