DEN GODE HISTORIE
Haarby
Haarby Lokalhistoriske Arkiv
Grethe Gottfredsen
Anton L. Andersen, vognmand og Carl Oskar Andersen, chauffør
På fotoet ses Carl Oskar Andersen, stående ved tungt lastet bil med reg.nr. M 6133. Bemærk de blændede forlygter og gasgeneratoren bag førerhuset. Drivmidlet, generatorbrænde, ligger på taget i 2 sække.
Carl Oskar Andersen var ansat som chauffør hos vognmand Anton L. Andersen i Haarby. Anton L. Andersen havde bopæl og garage på den tidligere saftstation, som det fremgår af det andet foto. I de to porte, der var på saftstationen, havde han garage i den venstre port og i den højre var der brovægt.
Han havde påhængsvogn til sin lastvogn, hvilket var ret usædvanligt på det tidspunkt. Han havde fragtrute mellem Haarby-Odense samt retur. Han kørte med alt, og han fragtede bl.a. varer til forretningerne i Haarby. Anton Andersen tog også imod bestillinger på hestekød, som han så hentede hos slagtermester Elung Jensen i Kongensgade, som han så tog med hjem til ”kunderne”.
Han havde også på et tidspunkt garage på hjørnet af Svinget/Strandgade, som Helge Carlsen senere overtog.
Chauffør Carl Andersen blev dræbt af skud ved et ulykkestilfælde den 10. april 1945. På vej til Odense kørte han ved Verninge uforudset ind i en ildkamp mellem en gruppe danske modstandsfolk og en gruppe danske nazister.
Bilen blev gennemboret af projektiler og Carl Oskar Andersen blev desværre også ramt.