40 år med teater i Haarby fejres med stor Dansk Teaterfestival

Harby

28. oktober 2021

Dansk Amatør Teater og Scenekunst (DATS)’ Teaterfestival har været afholdt i mere end 20 år. Haarby Amatør Teater (HAT) er beærede over i år at være med til at planlægge og lægge lokaler til festivalen. Ved festivalen deltager teaterforeninger fra hele landet med forestillinger og forskellige typer af scenekunst. HAT fejrer i samme forbindelse sit 40-års jubilæum som teaterforening. Festivalen bliver afholdt den 29 til 31. oktober, med åbningsceremoni og jubilæumsfejring fredag kl. 17.30. 

40 år som forening

HAT har været en del af kulturlivet i Assens Kommune i 40 år. Gennem årene er det blevet til mange forestillinger. Alt fra hjemmeskrevne stykker til store kendte opsætninger som “Ronja Røverdatter” og “Midt om natten”. 

– Medlemmer i alle aldre mødes hver uge på tre aktive hold, for at lære og udfolde sig i teater. Vil du selv være med så kontakt os via hjemmesiden, eller mød op og vær med, lyder opfordringen fra HAT. 

HAT markerer sit 40-års jubilæum ved en reception ved festivalens åbning fredag d. 29 kl. 17:30. Nuværende og tidligere medlemmer, samt alle som har haft en tilknytning til foreningen er hjerteligt velkomne.

Festival i Haarby  

– Det har været med længsel og glæde, at den danske amatørteaterverden endelig kan åbne dørene for alle teaterglade sjæle. Så hvorfor ikke starte med en hel festival, mener HAT. 

Selv om DATS Teaterfestival er blevet afholdt i mere end 20 år, er det første gang Haarby lægger rammer til festivalen. Efter to år med forberedelser og håb om at Coronaen ville nå at slippe sit tag i os, er HAT i samarbejde med DATS klar til at slå dørene op. 

I løbet af festivaldagene vil man kunne opleve både korte og lange teateroplevelser. Der vil være 10 forestillinger fra teaterforeninger fra hele landet. Program med spilletider kan ses på www.dats.dk

Teaterlivet vender tilbage

Lige som så mange andre har det danske teater og scenekunstliv også været ramt af Corona-nedlukninger og aflyste arrangementer. Mange foreninger har måttet udsætte eller helt aflyse forestillinger. Derfor er det for de mange foreninger, der deltager ved festivalen, startskuddet på at kunne komme i gang igen. En mulighed for endnu en gang at stå på scenen og mærke suset ved at optræde

Del denne historie på: