Duo Munk Riegels giver koncert på Hjemstavnsgården

Gummerup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Hjemstavnsgården er lørdag 23. september klokken 19.30 ramme om en koncert med Duo Munk Riegels, som  blev dannet i sommeren 2020 under en koncerttur på tandem i Danmark. Musikerne har begge et hav af koncerter bag sig i både Europa og så fjerne steder som Brasilien, Bhutan, Japan, Kina, Indien og USA. Aftenens koncertprogram spænder fra barokmusik af Vivaldi til latinamerikanske værker af Villa-Lobos. Dertil en suite over danske folkemelodier, som musikerne har komponeret på en koncerttur ad Hærvejen.

Begge musikere har en stor passion for at tage ud på turneer på cykel eller til fods, hvor der er tid til at møde publikum, nyde naturen og udfordre sig selv. Alt sammen, fordi det giver liv til musikken at være på eventyr.  Det skriver arrangøren, Helnæs Kultur og Musikforening i en pressemeddelelse.

Mød ‘Den cyklende cellist’ Ida Riegels, uddannet fra DKDM og vinder af 2020 DR’s P2 Ildsjælepris og Frederik Munk Larsen, lektor ved Aarhus Musikkonservatorium, også vinder af store priser. 

Koncerten foregår Vestfyns Hjemstavnsgård, Klaregade 23 i Gummerup ved Glamsbjerg. 

– Da det er den sidste koncert, som Helnæs Kultur- og Musikforening arrangerer i år på den skønne gård, har bestyrelsen sørget for, at der vil være mulighed for at spise, før koncerten begynder. På en gammel gård skal der spises god mad efter en gammel opskrift, og vi spiser kl. 18, fortæller foreningens formand Marianne Therp. 

Reserver plads til både mad og koncert på foreningens tlf. 6173 4540 eller www.helnæskultur.dk

 hvor man også kan læse om priser og koncert. 

Tilmeld og betal for maden før 16. 09. til konto 0847 0000528285

Del denne historie på: