38 kasser med nødhjælp til Ukraine fra Grønnemose

Grønnemose

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Et enkelt opslag på Facebook skulle der til, og så var der sat gang i en indsamling af varmt tøj, mad med mere til nødstedte i det krigshærgede Ukraine.

Julen, kulden, nærheden eller ganske enkelt generel medmenneskelighed. Der kan være mange årsager til, at lysten til at hjælpe i Ukraine er stor. Men det er den. Det kan Pernille Illum og Laila Møller Harndahl i Grønnemose skrive under på. Det er bare små to uger siden, Pernille Illum smed et opslag på Facebook om indsamling til de nødstedte ukrainere af tøj, mad, soveposer med mere til at modstå en kold vinter, og det varede ikke længe, før hjælpen begyndte at strømme ind.

I torsdags, dagen før indsamlingen sluttede, meddelte Laila Møller Harndahl, at nu var der indsamlet og pakket 19 kasser med tøj og otte kasser med mad på bare halvanden uge.

Fredag var sidste indsamlingsdag, og herefter kunne Pernille Illum på Facebook opgøre indsamlingen til 24 store kasser med tøj og andet som tæpper, dyner og soveposer, samt 14 kasser med mad.

I hver kasse ligger en seddel med en hilsen fra borgerne i Grønnemose – på ukrainsk naturligvis – det har en herboende flygtning fra Ukraine hjulpet med.

Ud over de private donationer har også Aarup Rotary suppleret med tegnegrej, sakse, kortspil til at fordrive tiden med samt vitaminer og varme tæpper. Folkekirkens Nødhjælp og Rema 1000 har ligeledes bidraget.

Virksomheder i nærområdet, Tempur i Aarup og Smurfit Kappa i Ejby har bidraget med kasser, og Q´s Nyt og Gammelt i Grønnemose sagde fra starten ja til at være indsamlingssted.

Pernille Illum, som Folkebladet har forsøgt at komme i kontakt med, fortæller i sit opslag på Facebook, at Aarup Rotary Klub efter jul vil gennemføre samme projekt i Aarup – så allerede nu kan man der altså begynde at overveje, hvad man kan undvære.

Del denne historie på: