Jubilæum fejres med virtuel byvandring 25. maj
50 år er gået, siden Glamsbjerg Lokalhistoriske Forening og – Arkiv blev stiftet i 1973.
– Arkivet kom særdeles godt fra start, idet nogle ildsjæle med flair for lokalhistorie gik sammen og fik skabt en samling arkivalier, som blot er vokset i både kvalitet og kvantitet i årene, der er gået, fortæller sekretær Ingemann Jensen.
Arkivet dækker sognene i den gamle Glamsbjerg Kommune: Køng, Flemløse, Ørsted og Søllested og Vedtofte.
– Hele Krengerup Godsarkiv er deponeret i arkivet, og det er et arkiv, der er omhyggelig
registreret, og som især bruges af slægtsforskere, siger Ingemann Jensen.
Hovedbyen i den gamle kommune – Glamsbjerg – har naturligt haft den største udvikling, og især som skoleby, har den slået sit navn fast.
Arkivet markerer sit 50-års jubilæum med en byvandring i ord og billeder den 25. maj klokken 19.
– Vi skal besøge Vestfyns Gymnasium og bevæge os på vejene omkring Søndermarken og føres på en tur i den nordlige del af Glamsbjerg.
Arkivet holder til i kælderen under biblioteket, Søndergade 3a i Glamsbjerg.